Plus-Kids' Blog


Tøj med print og nitter – og op på barikaderne…

Forårets mode til børnene er ligesom i de tidligere sæsoner overdrysset med print, nitter og “glimmersten” for pigernes vedkommende. Faktisk så meget, at jeg ind i mellem hører fra både forældre og børn, om de da ikke bare kan “få en helt ensfarvet t-shirt” 🙂 Og jo, det kan man godt – i hvert fald til pigerne er der masser af  – specielt – langærmede toppe, der netop er ensfarvede og beregnet til at sætte under de mange tunikaer og/eller kjoler uden ærmer. Som så til gengæld er fyldt med print og glittersten 😉

Drengene har det næsten vanskeligere. Når jeg kigger på shoppen her for foråret – ja og helt tilbage til vinteren – har jeg faktisk kun haft en eneste ensfarvet t-shirt HELT uden tryk eller noget som helst! Så hvis man nu er en dreng, der IKKE er vild med dødningehoveder eller andre tryk, så kan det godt være svært ….

Jeg beklager!

Jeg forsøger naturligvis så ofte som muligt at påvirke mine leverandører på alle tænkelige måder. Hvorfor laver I ikke nattøj? Hvorfor ikke undertøj? Hvad med regntøj? Hvad med “baggy” jeans, hvornår kommer de igen? Hvorfor er der ikke så mange blå jeans i denne sæson? Osv., osv., osv…. De er sikkert rigtigt godt trætte af mig ind i mellem! Men stort set gentager jeg kun de spørgsmål, jeg selv får – ja, og stiller spørgsmål ved de ting, jeg ikke selv forstår!

Jeg har ikke endnu fået nogen forklaring på, hvorfor så få tøjproducenter herhjemme interesserer sig for at lave deres kollektioner i en version med ekstra livvidde til børnene. Måske skyldes det, at vi børneforældre ikke er så gode til at “slå i bordet”??? Der er jo efterhånden et rigtigt flot og stort udbud af kvinde- og mandetøj i store størrelser. Men på børnesiden kniber det stadig gevaldigt. Og sikkert er det jo i hvert fald, at børnene selv ikke har hverken overskud eller styrke til at slå i nogen som helst borde! Jeg møder – desværre – så mange børn, hvor jeg kan se usikkerheden stå skrevet i øjnene. De er så vant til at blive mødt med kritik og mobning fra både børn og voksne, at de ofte slet ikke forstår, at her står en voksen, der ikke fordømmer dem, fordi de har brug for lidt ekstra livvidde!

Så hvordan skulle sådan et barn – uanset alder – finde styrken til at kræve ordentligt tøj?

Og som forælder forsøger man jo at kæmpe en kamp for sit barn, men – igen – når man mødes i butikkerne med hævede øjenbryn og et fordømmende blik, ja så opgiver man at efterspørge tøjet. OG så kan butikken jo roligt hævde, at de ikke har efterspørgsel efter tøj i store størrelser til børnene.

Så hvad gør man?

Jeg kan kun opfordre til at rette ryggen og gå ud i børnetøjsbutikkerne og slå i bordet! Der er kun en eneste vej, og det er at kræve, at de begynder at købe tøjet  hjem – med og uden nitter og print 😉 Og så vil jeg love, at når butikkerne begynder at efterspørge det, så skal producenterne nok komme i omdrejninger.

Det er en sej og hård kamp som forælder – men den er nødvendig, hvis vores børn skal have mulighed for at få det smarte tøj fra producenter som eks. X-Boyz og X-Girlz. Så SKAL vi simpelthen ud i tøjbutikkerne og bede om det. Og så må vi prøve at klare blikkene og bemærkningerne og alt det der…. Vi VED jo selv som forældre, hvordan vi behandler vores børn. Det er OS, der ved, hvordan kosten er hjemme hos os, OG hvor meget motion, vores barn dyrker. Jeg vil vædde på, at mange af vores børn både spiser sundere og bevæger sig mere end en gennemsnitlig klassekammerat!

Så ind i kampen og op på barrikaderne 🙂 Så vil jeg vædde på, at producenterne nok skal “komme ind i kampen”!


Succes med at sælge tøj til tykke børn

I morges (12/10-2010) kl. 7.30 blev undertegnede interviewet til P4 Østjylland. Og man kan genhøre indslaget på deres hjemmeside – hvis det har interesse 😉 Nedenfor har jeg indsat et link til en lille artikel fra DR’s hjemmeside. Og du kan høre interviewet her – det var kl. 7.30 i dag tirsdag den 12/10: http://www.dr.dk/Regioner/Aarhus/Nyheder/Lyt/

Det virkeligt interessante var dog at høre psykologen Helle Grønbæk fra Holbæk Sygehus fortælle, hvor vigtigt det er – særligt for overvægtige piger – at få tøj, der er smart, passer og ligner kammeraternes.

Det er jo sådan set, det jeg hele tiden har sagt – hvor er det skønt at få ret og blive bekræftet 🙂

Men virkelig – det er faktisk sådan, jeg tænker. Det har hele tiden været min holdning, at hvis et buttet/overvægtigt barn overhovedet skal finde styrken og kræfterne til eventuelt at leve sundere og dyrke motion – så skal selvværd og selvtillid styrkes. 

Jeg glæder mig også over, at Gitte – en Plus-Kids kunde der også blev interviewet – bekræftede min egen holdning om, at børn ikke skal på slankekur. At man må gøre sit bedste for at tilbyde sund mad, sørge for motion etc. – og så vil det i langt de fleste tilfælde ende med, at barnet vokser sig ud af eventuel buttethed/overvægt.

Så alt i alt var det en god morgen – det er jo altid rart, når andre mener det samme som en selv!

Men det er altså også virkeligt vigtigt, at vi får spredt budskabet – og gang i debatten. Så vi kommer væk fra fordommene om, at buttede/overvægtige bare spiser for meget og lever usundt – det er i hvert fald ikke det, jeg ser, når jeg møder kunder i Plus-Kids. Langt de fleste er utroligt bevidste om mad og motion – lever i virkeligheden sikkert sundere end mange “almindelige” mennesker.

For nylig læste jeg også et indlæg af Bente Klarlund Petersen (forsker og overlæge) der bl.a. besvarer en brevkasse i Politiken og på dr.dk  . Hun skrev, at samfundet desværre har udviklet sig sådan, at vi alle i princippet lever usundt. Vi bevæger os for lidt i hverdagen p.g.a. stillesiddende arbejde, og udbuddet af usunde madvarer er både alt for stort og alt for billigt. Men desværre er der så bare nogle mennesker, som slet, slet ikke kan tåle den livsstil, og som derfor bliver overvægtige. Ikke fordi de nødvendigvis lever mere usundt end naboen – men deres krop kan bare ikke tåle mosten!!!

Og se det er jo interessant – og et helt andet perspektiv i debatten. Tænk engang hvis sund mad blev tilbudt i daginstitutioner og skoler – hvis sund mad var billigere – hvis der blev lagt en 3-4 timers ekstra bevægelse ind i skemaet i skolerne…

Ikke som i denne uge, hvor min søns skole har annulleret al normal undervisning, og i stedet slæber ungerne igennem et hav af forskellige – og i princippet fine – motionsformer. Men hvorfor hive en uge ud af undervisningen? Hvorfor ikke lægge lidt ekstra timer på skemaet og så have bevægelse og motion som en fast del i hverdagen?

Det behøvede ikke nødvendigvis foregå i idrætshallen – det kunne måske også “bare” handle om en frisk gåtur i skoven – en kælketur om vinteren – en gang afrikansk trommedans i hallen – en gang bordtennis ….

Og hvis vi voksne så fulgte trop og indrettede vores samfund, så det ikke var næsten umuligt at finde en gammeldags trappe i et indkøbscenter. Så der var gode cykelstier overalt… Så vi vænnede os til at bevæge os mere i hverdagen og spise sundt… Og dermed også lærte vores børn den livsstil. Der er i mine øjne ikke noget galt i at spise dessert eller kage EN GANG IMELLEM – der er heller ikke noget forkert i at spise pommes frites eller chips EN GANG IMELLEM – men hvis det bliver det billigste og mest lokkende tilbud, så har vi et problem!

Succes med at sælge tøj til tykke børn.


Debat på P1 om overvægt og fedmeoperationer

Sad med morgenkaffen i dag og lyttede til P1 – “klogekanalen” – hvor er den dog fremragende!

I dag var der – og er vist hele dagen – adskillige indslag om fedmeoperationer og hele debatten om, hvorvidt de skal tilbydes alle, eller om “man selv har været ude om det” og derfor selv må betale osv. osv….

Hvor blev jeg dog glad for at høre, Lotte Hvas fra Etisk Råd sige, at det er forkert og diskriminerende at skælde ud på overvægtige og sige, det er deres egen skyld. Vi lever ALLE usundt i dag, og har et samfund, der lægger op til det. Vi kan få mad – usund mad – på hvert et gadehjørne – og eksempelvis i indkøbscentre, på S-togsstationer etc., kan man ofte ikke vælge at tage trappen – for der findes ikke trapper. Kun rullende…. Og så naturligvis elevatoren.

Hun mener, vi skal tænke over, hvordan vi indretter samfundet – så det bliver let og naturligt at bevæge sig, lave god og ordentlig mad etc. Det handler ikke “bare” om at nogen ikke kan “styre sig” og spiser for meget. Vi får alle for meget og forkert mad… fordi det er det lettest tilgængelige.

Se det er jo ord, der sætter smilemusklerne i gang hos undertegnede (og så fik de også lidt motion her fra morgenstunden)! For det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er ved at eksplodere, når skylden lægges på de overvægtiges skuldre.

Så det er en lise, når det “officielle Danmark” begynder at forstå og italesætte, at dette er et fælles problem/en fælles udfordring. Også i forhold til vores børn… det handler ikke bare om de enkelte forældre. Jeg har selv været så heldig, at mine børn ikke har haft problemer over aldrig at have mælkesnitter og kiks med i madkassen. De forstod tidligt, at det ikke var sund mad og undrede sig over klassekammeraternes madkasser. MEN det er jo interessant, at børnene dagligt konfronteres med usund mad og tilbud om usund mad. Fødselsdage i klassen, hyggelige klassetimer med kage, SFO – kage fra forældrene – stort set alle sammenkomster og masser af helt almindelige hverdage byder på ekstra kalorier. Og så forventer “vi” og Sundhedsstyrelsen, at de runde/buttede børn skal opdrages til selv at sige nej tak – eller hvad???

Samme gælder for os voksne. Kan vi efterhånden finde ud af at sætte os ned og drikke en “tør” kop kaffe, som det meget sigende hedder? Næh, jeg kan snart ikke huske, hvornår jeg selv har haft nogen forbi, der “kun” fik kaffe. Nej, kommer der en uventet gæst, står man på hovedet i gemmerne og finder chokoladen frem, eller man styrter på indkøb og henter lidt småkager eller andet sødt. For det er da for trist “bare” med kaffe. Og ungerne skal naturligvis have saftevand eller sodavand, når de voksne får kaffe, ikke sandt????

Og så undrer vi os over, at både børn og voksne har svært ved at holde en slank linje….

Mine børn har altid cyklet eller gået i skole – og der er altså kun omkring 1 km. Men trafikken omkring skolen er intens hver morgen, for masser af børn får et lift af mor eller far. Og vi har dag også selv ind i mellem givet ungerne et lift, hvis det styrtede ned, og vi alligevel skulle forbi på vej til arbejde! Men det er godt nok noget, der hører til sjældenhederne… Og jeg tror ikke på, at alle de børn, der hver dag sættes af ved skolen, hører under samme kategori. For mange er det helt rutine at tage ud af døren samtidig og sætte barnet af ved skolen på vejen. Men det er misforstået godhed – for man berøver sit barn for muligheden for motion og frisk luft på vej til skole.

Igen handler det dog også om, hvordan vi har indrettet os, for er der ikke gode cykelstier eller oplyste stisystemer i villakvartererne, så kan jeg da godt forstå, at det er svært som forældre at slippe sit mindre barn ud på en cykel… Men så må vi sørge for at opprioritere gode, sikre cykelstier og veje omkring skolerne, så vores børn kan transportere sig selv til og fra skole uden at være i fare for at blive kørt ned (af de forældre, der kører deres børn ;-))!!


Barbie mennesker?

Så er det sket igen – jeg er kommet til at læse lidt med på nogle chatfora … Ak, gid jeg havde ladet være!

For hvor er der dog mange, der er uhyggeligt fordømmende overfor alt, hvad der er anderledes – også børn/unge, der er mere buttede end modebranchen (og rigtigt mange mennesker) synes, man “bør” være.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, om det virkelig er sandt, at vi ønsker os en verden, hvor vi alle er ens? Og tror vi virkelig, det kan lade sig gøre ….?

Når man følger lidt med i debatten og ser, hvad der skrives i medierne, så får man indtryk af, at det, der giver mest indhold i nogle menneskers liv, er at bekymre sig om deres udseende. Og ja, naturligvis tænker vi alle på vores udseende og ønsker at tage os ud på bedst mulig måde. Men den der Paradise Hotel-agtige stil, hvor alle er trimmede, plukkede, klippede, ensfarvede, stylede og manicurerede – den er da ikke til at holde ud. Når jeg ser fotos af de mennesker, eller ser en trailer for programmet, slår det mig, at ingen af dem ligner rigtige mennesker. Der er gået “Barbie” i stilen – ja, og Ken naturligvis, for fyrene er helt med på den.

Så kan man samtidig se i TV-Avisen, at hver femte – HVER FEMTE – pige i 8. og 9. klasse og gymnasieskolen har skadet sig selv på et tidspunkt. Ved at skære sig lidt med barberblade, slå sig selv, kradse sig til blods, hive hår ud med rode og den slags! Altsammen for at overdøve den psykiske smerte ved ikke at kunne være perfekt hele vejen igennem og til alting! De havde et interview med en 26-årig unge kvinde, der først for nylig var kommet videre og fået kontrol over sin selvskadende adfærd. En smuk, skøn og intelligent kvinde, der bare ikke følte, hun kunne leve op til de både indirekte og direkte krav, som det er så let at føle, man skal leve op til for at være “rigtig”.

Se det synes jeg altså er mere uhyggeligt end, at nogle børn/unge/mennesker er lidt mere runde end “man skal være”.

Man bliver så træt af at læse om, hvordan “overvægtige” – alle skæres over en kam – dør tidligere end andre, belaster sundhedssystemet, ikke kan kontrollere deres fødevareindtag, osv., osv., osv. For det første er det fuldstændigt vanvittigt at skære alle over en kam. Personligt kender jeg masser af runde, skønne mennesker, der både spiser sundt og motionerer langt mere end mange slanke typer. For det andet kunne jeg godt tænke mig at få lavet en undersøgelse af, hvor stor en belastning for sundhedsvæsenet, det egentlig er med sportsskader, slid på menisk, knæ, hofter osv., fordi nogen mennesker (mange?) jo går helt amok i disse tider med motion. Og – ja faktisk – i visse tilfælde bliver nærmest motionsnarkomaner!

Se nu bare lige disse billeder her – er de her mennesker ulækre????


Konfirmation og konfirmationstøj

Hvad er det der sker for de producenter af konfirmationstøj? Hvorfor kan de ikke lave bare et mindre sortiment (gerne et større) til de mere buttede eller overvægtige børn?

Hvorfor er det lige, at de overvægtige børn skal straffes – endnu engang – når de igen – igen ikke kan få det samme som kammeraterne?

Altså Plus-Kids har jo tøj – til blå mandag – og til selve konfirmationen! Men kun hvis man ikke ønsker den samme type konfirmationstøj som resten af holdet. Vi har altså ikke de der brudekjolelignende outfits, som rigtigt mange piger ønsker sig til deres konfirmation. Og det gør mig ikke blot sur – det gør mig faktisk rasende!

Så tag da for pokker og tag faklen en eller anden producent og gå i spidsen med tøj i større størrelser. De buttede og overvægtige børn forsvinder ikke, fordi I vælger at ignorere dem.

Ja, ja, ja, det ville da være en skøn, skøn verden, hvis vi alle bare havde samme størrelse – løb 50 km om ugen – og ikke var en potentiel belastning af “verdens bedste sundhedssystem” – eller ville det? Der forekommer mig, at vores samfund, i takt med at det bliver mere og mere differentieret, råber på mere og mere ensretning. Vi skal helst ikke skille os ud, hverken på hud- eller hårfarve, på holdninger, tøjstil, livsstil eller udseende. Og de pæne er de tynde – de rigtigt tynde. Jeg er så træt af det efterhånden!!!

Jeg har faktisk kontaktet nogle producenter af konfirmationstøj – men har jeg fået noget ud af det? Hmm, gæt selv!!!

Nu må mine kunder hos Plus-Kids så klare sig med det sortiment, jeg kan diske op med her. Og jeg ville sådan ønske, jeg havde nogle rigtigt flotte konfirmationskjoler at tilbyde dem. Ikke fordi tøjet ikke er flot her – tværtimod – men endnu engang må de buttede børn skille sig ud fra kammeraterne. Og så til så vigtig en begivenhed som konfirmationen. Den betyder noget for mange børn/teenagere. Og det betyder noget for dem, at de ikke er anderledes – det er nok det tidspunkt i livet, hvor det er allermest vigtigt ikke at skille sig ud.

Kom ind i kampen tøjproducenter! Lad os få et større udvalg til de buttede og overvægtige børn og unge. Hjælp med at styrke deres selvværd og give dem en følelse af at være en del af fællesskabet!


Januar – sur og kur eller hvad?

Når man kigger på bladenes forsider, kunne man fristes til at tro, at to tredjedele af landets befolkning er på lynkur her i januar. “Tab 8 kg på 6 uger”, “Garanteret Vægttab – Køb vores slankepiller” osv. osv. Det er – alt sammen – for godt til at være sandt!

Er du også en af de mange, der gribes af anger ovenpå julens udskejelser og derfor straffer dig selv med slankekur i januar? Hvis det er tilfældet – og du er voksen – vil jeg blot sige “held og lykke” med det hele. Men jeg håber, du i stedet for en slankekur satser på en generel kostomlægning kombineret med bevægelse og motion 🙂

Men hvis du har et buttet/rundt barn, vil jeg endnu engang plædere for ikke at sætte sætte børn på deciderede slankekure. Det er så let at blive grebet af fortrydelse, når juledagene er ovre, hverdagen er begyndt, og man måske igen vover sig op på badevægten. Og jeg vil ikke blande mig i, at voksne går på lynkure for at se hurtige resultater på skalaen. Men jeg kan ikke lade være med at blande mig, hvis der er børn involveret!

Heldigvis ved jeg, at de kunder jeg har hos Plus-Kids udmærket ved, hvad der er godt for deres børn. Men til andre – mere ukendte – læsere af denne blog må jeg understrege endnu engang, at jeg ikke mener, børn bør sættes på slankekur!

Hvis man selv har vænnet sig til den daglige kamp mod kiloene, ved man godt hvorfor. Elevatorvægten der bare ryger op og ned er hverdag for rigtigt mange mennesker, og det virker fuldstændigt uoverskueligt at ændre på det. Men benhårde slankekure efterfulgt af “syndefald” er altså ikke hverken sundt eller vejen frem til en stabil og sund vægt. For voksne, såvel som for børn, gælder det at sund kost, masser af motion og – ikke mindst synes jeg – en nuanceret holdning til vægt og udseende, kan gøre rigtigt meget.

Hvis man som voksen bevarer overblikket over, hvad barnet spiser, og sørger for at stort, varieret tilbud af sunde madvarer, er jeg sikker på, at barnet over tid vil finde en passende vægt. Jeg har tidligere skrevet om det, men er ikke bange for at gentage mig selv. Kan alligevel ikke lade være 😉

Det er super vigtigt, at du ikke ignorerer det, hvis dit barn er overvægtigt – eller på vej til at blive det. Og prøv at være åben, hvis eks. sundhedsplejerske eller læge bringer det op. Vi forældre har meget svært ved at se det, når vores børn er buttede. Men overvægtige børn har bare så let ved at blive overvægtige voksne. Så det er vores, og kun vores, ansvar at gøre noget ved det.

Det er ikke blot min egen erfaring, der er faktisk også videnskabelige undersøgelser, der påpeger, at børn, der sættes på slankekur, oftere forbliver overvægtige, ligesom fokus på vægttab og kur kan øge risikoen for, at barnet udvikler spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. 

I stedet for skal du som voksen have overblikket. Sørge for at der er masser af sunde, gode madvarer i køleskabet og til aftensmaden. Snige grøntsagerne ind i frikadeller, hvis barnet ikke kan lide det grønne. Eller servere de grøntsager barnet kan lide. Spis sammen med barnet og lad være med at sætte alt for store mængder mad på bordet. I mine unge dage var “Jakobsens Slankebog” en bibel for mange overvægtige. I hans opskrifter vejede man ganske enkelt portionerne af. Det virker måske lidt vildt – men alligevel kan det godt formindske indtaget af føde, hvis der ganske enkelt ikke sættes så store mængder ind på bordet!

Og så skal vi forældre naturligvis også selv være gode rollemodeller. Det nytter ikke noget, at vi siger en ting og gør noget andet! Som min ældste søn sagde tørt, da jeg opfordrede ham til at gå i gang med at løbe: “Hvad med dig selv – hvornår får du motion?”. Lange, tågede forklaringer om gåture og træning i motionscenter fulgte, men jeg blev alligevel slået af hans svar. For han havde jo ret, – jeg er heller ikke selv alt for god til at få tilstrækkelig motion ind i hverdagen.

Men hvis du viser dit barn, at sund mad faktisk også kan smage godt, og at du selv spiser det med glæde, så kan det flytte mange dårlige vaner. Og hvis du selv har gode motionsvaner, smitter det også af på resten af familien. Det kan ganske enkelt ikke undgåes.

Og så har det eks. altid været sådan her i huset, at sodavand – det var ikke kun i weekenden. Nej, det var kun – måske – når der kom gæster eller var fest. Det har ikke været fast med 1½ liter cola til maden fredag aften – tværtimod. Kager og den slags – tjah, jeg bager så sjældent den slags, at jeg næsten ikke kan finde ud af det, når jeg endelig skal! Og bagerens kager dem køber vi højst 1-2 gange årligt! De er – efter min mening – ofte så fulde af de helt forkerte, dårlige fedtstoffer og sukker, at det under alle omstændigheder er en begrænset fornøjelse.

Kort og godt har vi altid haft fokus på at have de rigtige madvarer i huset. Vi drikker vand til maden – og da børnene var helt små og stadig var “på” mælk, var det skummetmælk, de drak.

Det lyder måske frelst i nogens ører – jeg kan godt selv mærke, at det virker sådan – men vi er ikke kostforagtere her hos os. Vi elsker god mad, og vi elsker også søde sager. Men den gode mad behøver ikke være usund og fed, og de søde sager bliver blot endnu sødere, når man ikke spiser dem alt for tit!

Fik jeg budskabet igennem? Jeg vil blot opfordre til sund mad i hverdagen – fremfor selvfornægtelse og skrappe slankekure. Og hvis du som voksen ikke kan lade være, så gør dit barn den tjeneste at holde det udenfor 🙂


Tips til et bedre tøjkøb

Mange forældre er usikre på, hvordan de finder det perfekte outfit, der både passer og klæder et buttet eller overvægtigt barn. Jo ældre barnet bliver, jo vanskeligere bliver det. Shoppeturene ender ofte i misforståelser, skænderier og tårer.

Men nedenfor får du nogle enkle tips til at gøre shoppeturene lettere.

Undgå at købe tøj til et overvægtigt barn og et normalvægtigt barn på samme tid.  Sørg for at have god tid, så dit buttede barn oplever, at der er tid til at tænke sig om og prøve. Uden at det samtidig skal sammenligne sig med sin slankere søster eller bror.

 Hvis dit barn prøver noget tøj, som du ikke synes om, er det en god idé at beherske sig. Det er ikke smart med udsagn som ”det klæder dig ikke” eller ”du ser tyk ud i de bukser”. Det er den sikre vej til vrede og/eller sårede følelser. Hvis du har brug for at udtrykke, at du ikke bryder dig om tøjet, så prøv i stedet at sige ting som ”de er meget gode de bukser, men hvad med at prøve nogle flere, før du beslutter dig” og kom så alternative forslag – uden at sige så meget mere!

Online shopping kan gøre hele indkøbet mindre stressende, fordi I sammen kan shoppe og udvælge tingene, men selve prøvesituationen, når tøjet ankommer, kan stadig være vanskelig.  Det er vigtigt, at du giver barnet lov til at afvise tøjet, selvom det kan være irriterende at returnere og/eller bytte tøjet. Det er vigtigt, at barnet ikke føler sig presset til at beholde tøj, som det ikke er glad for. Som vi alle ved, ender det blot med at den slags tøj bliver hængende i skabet!

Hvad enten I shopper online eller har fundet en god fysisk butik, så tjek lige udvalget, størrelser osv., før du shopper sammen med dit barn. Så du er sikker på, at udvalget er stort, men ikke mindst også sikker på, at personalet i en evt. fysisk butik faktisk forstår situationen og ved hvor følsomt, det er for et buttet barn at købe tøj.

Det er oftest vanskeligere at købe tøj til en pige end til en dreng. Pigerne har ofte mere klare holdninger til, hvad de ønsker at gå med, mens drengene er lidt mere fleksible. Men ens for begge køn er, at det kræver ekstra tålmodighed, støtte og opbakning, når barnet er lidt rundt eller overvægtigt.

Hvis du køber ind i fysiske butikker, der også handler med tøj til gennemsnitlige børn – hvad de jo alle gør – kan det være en idé at handle på skæve tidspunkter, så I ikke risikerer at løbe ind i barnets venner og i det hele taget undgår andre børn, der køber tøj. Det kunne være en mulighed at hente barnet lidt tidligt – måske endda tage en pjækkedag – for at købe tøj. Det er ikke rart for et buttet barn at skulle sammenligne sig med tyndere børn, der i de fleste fysiske butikker også har et langt, langt større udvalg at vælge imellem.

Spørg om hjælp! Hvis det er en fysisk butik, så bed ekspedienten hjælpe med evt. idéer til sæt eller andet. Er det online handel, så tøv ikke med at skrive og bede om hjælp både til at vælge størrelser og til at finde sæt, ting der passer sammen eller måske blot få gode idéer og forslag.

Du kan også overveje at lade barnet handle sammen med en anden end dig selv. Måske et andet familiemedlem eller en anden voksen, som barnet holder af. Der kan være andre konflikter i mellem dig og dit barn, som gør tøjkøbet vanskeligt. Og der er al mulig grund til at indkøbet bliver en god oplevelse, frem for en negativ situation, der bestemt ikke er med til at underbygge barnets selvværd.


Velkommen til Plus-Kids’ Blog!

www.plus-kids.dk

Velkommen til bloggen tilhørende www.plus-kids.dk 

Bemærk at dette første indlæg bliver hængende for at sige velkommen til alle! Så du skal scrolle ned for at læse de nye … kommer lige herefter 🙂

På denne side vil jeg løbende poste nyt om Plus-Kids, gode tips, idéer og råd om trends og mode målrettet dit buttede eller overvægtige barn.

www.plus-kids.dk er den største netbutik i Europa med tøj udelukkende til buttede og overvægtige børn. Hos Plus-Kids forhandler vi tøj fra SMS, X-Boyz, X-Girlz, Lemmi Fashion og Claire Glozz.

Vi har tøj i størrelser fra 128 cm til 176 cm og dækker dermed stort set børn i skolealderen fra 5/6 år og op til de sene teenageår.

Jeg glæder mig meget til at dele mine tanker med jer og håber på at mange af jer vil give mig feedback og slutte jer til debatten herinde!

Kærlig hilsen, Dorthe Klyvø (stifter og ejer af www.plus-kids.dk)