Plus-Kids' Blog


Foråret 2010

Den lidt bohême prægede – hippieafslappede stil fortsætter længe endnu til pigerne. Med broderier, applikationer, veste med glimt osv. – sat sammen med denimleggings eller jeans er det både en behagelig, flot og klædelig stil!

Derudover kommer der godt med knald på farverne bl.a. med flotte turkis farver – og den lilla er ikke til at slå ned. Den kommer både her i forår/sommer 2010 og sør’me om jeg ikke også har set den i de varer, jeg allerede nu har købt hjem til efteråret!

Drengene kommer til at se mange ternede skjorter i skovmandsstil. Allerede nu er de at finde i butikkerne – og her hos Plus-Kids – og ligesom den lilla hos pigerne, er skovmandsstilen ikke til at slippe af med! Så det er godt, at den både er klædelig og kan varieres i det uendelige. Lige nu har jeg i shoppen den helt vildt lækre Kim skjorte, der både er usandsynligt blød og skøn, samtidig med at den passer over stort set alle farver langærmede t-shirts.

Resten af foråret kommer drengene til at se både klassiske blå og støvede blå og grønne farver, sammen med mere skrappe kulører og frem for alt mange typer farvestrålende print. Det er et lille forvarsel om, hvad de kan vente sig på printsiden til efteråret.

For til efteråret og vinteren kan både drenge og piger glæde sig til t-shirts og toppe i “Ed Hardy” stilen – det er ham tatovøren, der er blevet millionær på at overføre tatoveringer til t-shirts 🙂 Tænk hvor enkelt livet kan være ind i mellem! Hans t-shirts eventyr har bredt sig over hele kloden, og heldigvis (for prisen) har andre designere lånt af hans stil og design, så også almindelige mennesker kan glæde sig over de både flotte og ofte også humoristiske print.


Konfirmationstøj

Sneak peak på X-Girlz efterår 2010

Tjah… så kan en stakkels blogger altså alligevel blive for hurtig på aftrækkeren (eller er det måske en del af selve blogfænomenet?)! Hvorom alting er, så har det vist sig, at jeg efter mit harmdirrende indlæg om konfirmationstøj/konfirmationskjoler – eller manglen på samme – har fundet indtil flere leverandører af konfirmationskjoler til de buttede piger.

Ganske vist er det ikke helt billige kjoler, men det er sådan nogen vist aldrig 🙂

Faktisk har jeg også lavet en aftale med eks. Marie D’ete Couture, så Plus-Kids kunder får fratrukket kr. 100 på prisen. Det er måske ikke så meget, men vel bedre end ingenting.

Og så er Plus-Kids gået på udkig efter egne kjoler til shoppen. Eller d.v.s. jeg vil købe dem hjem, hvis jeg har kunder, som efterspørger det.

Drengene er jo “home safe” med de smarte blazere og veste fra X-Boyz. Drenge har det bare lettere – hvad tøj angår i hvert fald…

Og lidt smugkig også på X-Boyz 2010

I dag har jeg så købt de første af efterårets varer hjem til Plus-Kids. Det virker fuldstændigt vanvittigt at skulle forholde sig til efteråret 2010, når man står sne til anklerne og bare håber på, det snart bliver forår. Men sådan er det i tøjbranchen – det gælder om at tænke langsigtet!

Og hvad sker der så til efteråret og vinteren 2010? Tjah, jeg ved endnu mere, når jeg har været et smut forbi Bellacenter og CIFF (Copenhagen International Fashion Fair) i slutningen af denne uge. Men allerede nu kan jeg godt se tendenserne.

Pigemoden efterår/vinter 2010
Pigerne kommer fortsat til at gå med leggings. I mange forskellige variationer. Men mest af alt i denim eller twill (twill er det der lidt kraftige bomuldsstof, som vel egentlig minder lidt om denimstof, men som bare ofte er i andre farver :-))! Over disse leggings vil pigerne så iføre sig et hav af kombinationer af kjoler, tunikaer, lange t-shirts, korte t-shirts, langærmede t-shirts under kortærmede t-shirts, toppe under kjoler, kjoler under boleroer, cardigans over toppe, osv., osv., osv. Der handler virkelig meget om at mikse og blande på kryds og tværs.

Farverne kører i de lilla/purple (som de siger i branchen) nuancer, men også i grønlige nuancer (petroleum hedder det på “fint”). Der kommer mange flotte kjoler med broderi, applikation og print, og så kommer der også t-shirts, der er meget direkte inspireret af de populære Ed Hardy t-shirts. D.v.s. t-shirts og toppe med et tattoo inspireret print. En masse glimmer, pailletter og den slags… De er flotte og meget iøjnefaldende.

Der kommer også denim i modebilledet. I hvert fald hen over vinteren. De gode gamle “cowboyjakker” bliver moderne igen. Så er det bare med at grave dem frem fra skabet!

Hos Plus-Kids bliver faconen på de mange tunikaer og kjoler løstsiddende, og der kommer noget decideret A-facon. Men også tunikaer, der “samles” forneden med kant eller rib. Og det kan rigtigt mange af pigerne hos Plus-Kids lide. For så virker det ikke så stort.

Drengene i efteråret 2010
Ja, nu skrev jeg lige før, at drengene har det nemt, hvad tøj angår. Og det passer da også stadigvæk. Men måske nogle af drengene godt kunne ønske sig lidt mere spræl?

Uanset hvad, bliver der rigtigt meget “skovmand” at se i modebilledet. Mange ternede skovmandsskjorter med korte og lange ærmer, og som oftest sat sammen med en kort- eller langærmet t-shirt, så skjorter står åben og i hvert fald er løsthængende. Det der med “skjorten ned i bukserne” er altså ikke hot!!

Også drengene kan nyde godt af Ed Hardy inspirerede t-shirts og toppe med frække print, men der kommer også nogle flotte grønne nuancer i sweatshirts, der kan give lidt ekstra spræl og kulør på tilværelsen.

Farverne hos drengene ligger i nogle sandfarvede rødlige nuancer og i grøn – faktisk ret friske grønligt turkise farver, synes jeg. Det bliver flot.

På jeanssiden fortsætter det med et stort udvalg i både sorte og blå denimjeans. Og så kommer der meget – og det fortsætter i et stykke tid – af det forvaskede, slidte og faktisk også hullede i modebilledet (det gælder egentlig både drenge og piger). Man kan så selv finde ud af, hvor langt man vil gå for at være med på moden. Man KAN jo nøjes med det forvaskede og slidte, og så lade andre om hullerne!!! Men jeg kan nu godt huske dengang, man klippede hul i helt nye jeans for at få det rigtige look 🙂

Længere frem
Vi kan nok også godt indstille os på, at der kommer velour igen. Og tjah – jeg synes egentlig ikke, det gør noget. Det er i hvert fald dejligt blødt og behageligt at have på. Jeg er jo gammel nok til at kunne huske, dengang det var virkelig hot at gå i velourtøj. Dengang skulle man så helst finde et gammelt gardin og så det om til eks. en jakke, og i Århus var der faktisk butikker, der specialiserede sig i netop det. Og så solgte tøjet i dyre domme til alle de vanvittige modefreaks!

Men eks. den klassiske velourbluse – som egentlig var en slags sweatshirt uden hætte – var nu meget lækker!

OG jeg havde da også både et par velourbukser og en velourjakke – hjemmesyet!!!

Det bliver nu sjovt at se, om det virkelig slår igennem. Det er jo ikke altid, at modefolkene får ret – og tøjet fra catwalken også kommer ud at gå på gader og stræder 🙂