Plus-Kids' Blog


Status på Plus-Kids

Jeg har ellers forsvoret at skulle skrive noget særligt om netshoppen her på bloggen. Det har fra starten været min tanke, at bloggen skulle være “fri” for al snak om shoppen.

Men der er kommet så mange spørgsmål fra kunder på det sidste, så jeg tænkte, jeg ville opklare nogen ting 🙂

Lige nu og her er det sådan med www.plus-kids.dk, at vi ikke længere kan få friske forsyninger af tøjet fra SMS. Det skyldes ganske enkelt, at producenten har besluttet at nedlægge mærket. De producerer også andet børnetøj, samt noget voksentøj – også kvindetøj i større størrelser – men de vil altså ikke længere lave SMS. Og det er jeg ked af. For jeg synes, de har haft mange gode ting på programmet, og der er en del kunder hos Plus-Kids, som er meget glade for SMS. Særligt deres jeans har mange trofaste fans! Men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det 😦

Mht. X-Girlz og X-Boyz kører det videre efter et lille “hik” i foråret 2011 – og nye ejere i virksomheden. Og med nye ejere kommer der også nye boller på suppen – jeg ved, de har nogle planer om bl.a. at udvide sortimentet, så der er flere forskellige typer bukser bl.a. til pigerne, som jo igennem en periode har kørt meget på denimleggings og jeans. Men her i efteråret er der bl.a. nogle cargobukser inde, og der kommer vist meget mere hen ad vejen. Så det lyder meget lovende.

Hvad angår Lemmi har jeg besluttet at køre videre med deres jeans – men ellers nøjes med jeans og skitøj, når de har det. For deres bluser og toppe passer ofte ikke til danskernes tøjstil. Men det kan jo ændre sig – jeg følger med, og hvis der kommer noget spændende, skal det nok komme på hylderne også!!

Claire Plus og Claire New Facts Plus er jo også lækkert tøj, men det har ikke så meget ekstra livvidde, som jeg kunne tænke mig, og forholdsvis få af de faste Plus-Kids kunder kan bruge det. Jeg har tænkt mig at holde øjnene åbne og vælge med hård hånd, hvis vi igen skal have nyt fra dem.

Så dermed håber jeg at kunne berolige alle med, at der stadig kommer tøj på hylderne – også selvom SMS er ophørt 🙂

Bente Klarlund Petersen

For nylig var jeg til det mest fantastiske og interessante foredrag med hende. Jeg ved ikke, om I kender hende, men hun har bl.a. en brevkasse og en side i Politiken om lørdagen. Her skriver hun om sundhed, livsstil osv. Det er hende med KRAM – Kost – Rygning – Alkohol – Motion. Som hun beskriver som kernefaktorerne i et sundt – og langt – liv. Men noget af det, jeg bider mærke i hos hende er eks., at hun siger, at mange fejlagtigt mener, at motion/bevægelse nødvendigvis er noget med hård træning og løbesko. Men motion/bevægelse er altså også en rask gåtur i skoven. En tumletur i haven. En svømmetur i havet eller svømmehal. At danse vildt til høj musik i stuen. At lege “dåse” med de andre børn på vejen. Og masser af andet.

Hun taler også om begrebet “tilgængelig”, “synlighed” og “variation”. Det vil sige, at hvis maden er der, så spiser vi den. Hvis den er synlig og tilgængelig med andre ord. Og mht. variation er der lavet forsøg med eks. at byde M&M’s rundt med hhv. en farve eller alle farver repræsenteret i skålen. Hvis der er flere farver, tager vi en af hver farve (selvom de smager ens). Hvis der er en farve i skålen, nøjes vi med mindre! Men tilgængelighed, synlighed og variation gælder også den anden vej rundt – i forhold til at gøre den sunde mad synlig og let tilgængelig 🙂

Et begreb som “det ubevidste” er også centralt. Er vi bevidst om, hvad og hvornår vi spiser? Ryger der lige et bolsje ned i ny og næ? Et bolsje om dagen = 10 kg ekstra på 10 år, hvis vi altså ikke bevæger os mere – eller mindre end vi plejer. Tankevækkende, ikke sandt?

Særligt omkring det ubevidste kan jeg føle mig ramt. For jeg kender da udmærket den situation, at man simpelthen ikke FORSTÅR, hvorfor man ikke taber sig – eller hvorfor man har taget på. Men hvis man eks. over nogle dage forsøger at notere og være bevidst, om alt hvad man spiser, bliver det måske mere klart 😉

Jeg ved udmærket, at Bente Klarlund og hendes kollegaers forskning er meget mere end disse enkle ting, men for mig giver det mening at tænke, at motion er alt muligt – ikke kun hektiske løbeture i skoven – og at det handler om at holde den sunde mad let tilgængelig – og alt det usunde modsat! Og sidst, at vi skal forsøge at bevidstgøre os om, hvad vi spiser og drikker. Et glas saft om dagen, lyder ikke af meget, men kan ende med at gøre en afgørende forskel!

Reklamer

Bente Klarlund Pedersen

Jeg er blevet ret vild med Bente Klarlund. Hun er sådan en “no nonsense” type, der forholder sig  – i hvert fald i mine øjne – afbalanceret til kostråd og motion.

Men samtidig lægger hun ikke skjul på, at motion er godt! Hun er både overlæge og professor og er selv begyndt at løbe/motionere ret sent i livet. For tiden er hun også klummeskribent og desuden bestyrer af Politikens brevkasse i deres lørdagstillæg. Og hun er bare en rigtigt fornuftig og tiltalende kvinde.

Bl.a. skriver hun den 2. januar i år, at sundhed ikke er alt i livet! Men hendes pointe er bare, at vi skal træffe bevidste valg. D.v.s. hvis man vælger i en periode ikke at motionere, skal man være bevidst om, hvad det betyder for ens almene velbefindende og for ens krop. Ligeledes, hvis man vælger de usunde madvarer frem for de sunde. Hun er ikke selv fanatisk med mad og sundhed, men bevidst om hvad der er hvad.

Og det er, synes jeg, et vigtigt valg! I mine øjne er det helt ok at spise usunde, søde sager – i mindre doser – men jeg forsøger selv at gøre det bevidst. Så det ikke bare bliver en helt ubevidst, usund vane, hvor man faktisk ikke helt selv er klar over, hvor mange ekstra kalorier der ryger ned!

Samme gælder med motion. Jeg har i perioder ikke kunnet motionere af forskellige årsager (manglende tid, sygdom etc.), og så har jeg sagt til mig selv, at det er situationen lige nu, men jeg har hele tiden haft i bevidstheden, at motion jo er det, jeg vil på den lange bane. Så det handler om at tage fat på det, når man igen har tid og mulighed for det.

Personligt har jeg for længst besluttet, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde mig sund og i god form – uden at blive fanatiker!

Bente Klarlund er en spændende kvinde at “følge” – og jeg har netop bestilt hendes bog “Sandheden om Sundhed”, hvor hun netop skriver – uden løftet pegefinger – om hvordan man på ganske enkel vis kan komme til at leve sundere. Uden radikale kostomlægninger og store forkromede løsningsmodeller. Bare helt nede på jorden og lettilgængeligt.

Eks. skriver en anmelder – en læser – på Saxo’s hjemmeside: “Endelig en bog med en positiv indfaldsvinkel til kost, rygning, alkohol og motion, uden læseren aktiverer dårlig samvittighed over, at han eller hun måske ikke helt følger foreskrifterne. Derimod er det en bog, hvor læseren kan blive opmærksom på, hvor faldgruberne for én er i hverdagen; og derved kan den enkelte ændre på vaner såvel som meget nemmere danne nye og bedre vaner.” 

Se det synes jeg jo lyder til at være en læseværdig bog! Nu køber jeg den, læser den, og så lover jeg at dele nogle af guldkornene her på bloggen!

Der har været lidt stille her i et stykke tid – jeg har haft susende travlt i Plus-Kids shoppen, men jeg håber på at kunne genoptage mine skriblerier her og dele mine tanker om dette og hint med jer.

Rigtigt godt nytår – og nu vil jeg så lunte (ikke løbe – bare lunte) en lille tur, mens solen skinner. Klokken 16 i dag er der åbent på Plus-Kids’ lager her i Beder, og jeg håber på at se en masse dejlige, skønne børn (og deres forældre)!

I hvert fald er det kommet dejlige forårsting hjem fra X-Girlz og X-Boyz og flere er på vej indenfor de næste par måneder – se blot her under Nyheder.


Succes med at sælge tøj til tykke børn

I morges (12/10-2010) kl. 7.30 blev undertegnede interviewet til P4 Østjylland. Og man kan genhøre indslaget på deres hjemmeside – hvis det har interesse 😉 Nedenfor har jeg indsat et link til en lille artikel fra DR’s hjemmeside. Og du kan høre interviewet her – det var kl. 7.30 i dag tirsdag den 12/10: http://www.dr.dk/Regioner/Aarhus/Nyheder/Lyt/

Det virkeligt interessante var dog at høre psykologen Helle Grønbæk fra Holbæk Sygehus fortælle, hvor vigtigt det er – særligt for overvægtige piger – at få tøj, der er smart, passer og ligner kammeraternes.

Det er jo sådan set, det jeg hele tiden har sagt – hvor er det skønt at få ret og blive bekræftet 🙂

Men virkelig – det er faktisk sådan, jeg tænker. Det har hele tiden været min holdning, at hvis et buttet/overvægtigt barn overhovedet skal finde styrken og kræfterne til eventuelt at leve sundere og dyrke motion – så skal selvværd og selvtillid styrkes. 

Jeg glæder mig også over, at Gitte – en Plus-Kids kunde der også blev interviewet – bekræftede min egen holdning om, at børn ikke skal på slankekur. At man må gøre sit bedste for at tilbyde sund mad, sørge for motion etc. – og så vil det i langt de fleste tilfælde ende med, at barnet vokser sig ud af eventuel buttethed/overvægt.

Så alt i alt var det en god morgen – det er jo altid rart, når andre mener det samme som en selv!

Men det er altså også virkeligt vigtigt, at vi får spredt budskabet – og gang i debatten. Så vi kommer væk fra fordommene om, at buttede/overvægtige bare spiser for meget og lever usundt – det er i hvert fald ikke det, jeg ser, når jeg møder kunder i Plus-Kids. Langt de fleste er utroligt bevidste om mad og motion – lever i virkeligheden sikkert sundere end mange “almindelige” mennesker.

For nylig læste jeg også et indlæg af Bente Klarlund Petersen (forsker og overlæge) der bl.a. besvarer en brevkasse i Politiken og på dr.dk  . Hun skrev, at samfundet desværre har udviklet sig sådan, at vi alle i princippet lever usundt. Vi bevæger os for lidt i hverdagen p.g.a. stillesiddende arbejde, og udbuddet af usunde madvarer er både alt for stort og alt for billigt. Men desværre er der så bare nogle mennesker, som slet, slet ikke kan tåle den livsstil, og som derfor bliver overvægtige. Ikke fordi de nødvendigvis lever mere usundt end naboen – men deres krop kan bare ikke tåle mosten!!!

Og se det er jo interessant – og et helt andet perspektiv i debatten. Tænk engang hvis sund mad blev tilbudt i daginstitutioner og skoler – hvis sund mad var billigere – hvis der blev lagt en 3-4 timers ekstra bevægelse ind i skemaet i skolerne…

Ikke som i denne uge, hvor min søns skole har annulleret al normal undervisning, og i stedet slæber ungerne igennem et hav af forskellige – og i princippet fine – motionsformer. Men hvorfor hive en uge ud af undervisningen? Hvorfor ikke lægge lidt ekstra timer på skemaet og så have bevægelse og motion som en fast del i hverdagen?

Det behøvede ikke nødvendigvis foregå i idrætshallen – det kunne måske også “bare” handle om en frisk gåtur i skoven – en kælketur om vinteren – en gang afrikansk trommedans i hallen – en gang bordtennis ….

Og hvis vi voksne så fulgte trop og indrettede vores samfund, så det ikke var næsten umuligt at finde en gammeldags trappe i et indkøbscenter. Så der var gode cykelstier overalt… Så vi vænnede os til at bevæge os mere i hverdagen og spise sundt… Og dermed også lærte vores børn den livsstil. Der er i mine øjne ikke noget galt i at spise dessert eller kage EN GANG IMELLEM – der er heller ikke noget forkert i at spise pommes frites eller chips EN GANG IMELLEM – men hvis det bliver det billigste og mest lokkende tilbud, så har vi et problem!

Succes med at sælge tøj til tykke børn.


En lettere barndom??

Før sommerferien genlancerede Sundhedsstyrelsen kampagnen “En lettere barndom” – bl.a. med den – efter min mening – skrækkelige video med den runde pige, der trist og ensom sidder på en stol og ser verden gå forbi (http://www.enletterebarndom.dk/Nyttig-information.aspx).

Budskabet i kampagnen er denne gang, at overvægtige/runde/buttede/tykke børn mobbes, og at det er vores ansvar som forældre at sørge for, vores børn ikke bliver overvægtige, så de ikke bliver mobbet!!!! Hmmmm……

Eller har jeg misforstået det hele?

Summa summarum er, at jeg lavede en lille undersøgelse blandt modtagerne af Plus-Kids’ nyhedsbrev, og resultatet var som forventet. Der var 124 svar på undersøgelsen, og 93% af svarene viste, at forældrene var vrede over Sundhedsstyrelsens alt for forenklede billede af virkeligheden. Mange gav udtryk for, at deres barn ikke blev mobbet, og at de følte Sundhedsstyrelsens kampagne virkede stigmatiserende på de runde børn. Faktisk mente 81%, at kampagnen nærmest sanktionerede mobning af de buttede børn.

Det var også interessant, at 87% ikke mente, kampagnen gav dem ny viden, og at de i stedet efterspurgte eks. viden om, hvordan man styrker sit barns selvværd og hjælper med at forhindre mobning af anderledes børn.

Og det er jo netop sagens kerne. Sundhedsstyrelsen bliver ved med at råbe de samme ting højere og højere – og når de ikke virker, råber de lige en gang til. Hvis de så også samtidig kan give forældrene godt med dårlig samvittighed, så hjælper det nok!! Hmmm….

Det er supersvært at arbejde med overvægt både hos børn og voksne. Ikke mindst er det tilsyneladende supersvært for mange at acceptere, at man ikke nødvendigvis er et dårligt og usundt menneske, fordi man er tykkere end “normen”. Jeg hæfter mig ved, at Bente Klarlund Pedersen fra Københavns Universitet (har bl.a. brevkassen på “sundhed” på dr.dk) bemærker, at det er bedre at være “tyk og trænet end slank og sløv”- Men netop dette har man indtryk af er en holdning, hun står alene med.

Det “bedste” og et af de nye tiltag er Sundhedsstyrelsens påbud til læger om at måle deres patienters talje, når de kommer for at få en recept på allergimedicin. Altså hver gang vi går til lægen, skal han kontrollere vores taljemål!! Og hvad så, hvis det overskrider “grænsen”? Skal han så udstede en bøde eller hvad?

Vi er så fokuserede på mål, vægt, udseende og bmi, at man kan blive helt træt – og jeg bliver vred, når Sundhedsstyrelsen presser forældre til at indpode det i deres børn allerede i førskolealderen.

Jeg ved, vi skal leve sundt – og det gør vi altså også rigtigt mange af os!!! Men dermed er det jo ikke sikkert, at vi alligevel bliver så slanke, som “man” synes, vi skal være.

Samtidig er jeg også helt med på, at det ikke nytter, vi bliver så overvægtige, at det går ud over vores sundhed. Og jeg har ikke nogen stor forkromet løsning på, hvordan vi dæmmer op for det faktum, at der bliver flere og flere voldsomt overvægtige mennesker – både voksne og børn. Men jeg tror mere på at arbejde med årsagerne til at dette. Fremfor at løfte pegefingre og indgyde dårlig samvittighed. Hvorfor spiser nogen mennesker så meget, at de bliver syge af det? Hvad er det for nogle mekanismer, der går i gang?

Vi må tage det på os allesammen, for dette handler ikke om, at nogen har “svag karakter” og ikke kan “tage sig sammen”. I vores samfund i dag bombarderes vi med tilbud om mad af mere eller mindre tvivlsom karakter. Kinder mælkesnitte, der er fyldt med fedt og sukker, lanceres som et “sundt mellemmåltid”, færdigretter er fyldt med usundt fedt og kunstige smagsstoffer, burgerkæderne forsøger med alle midler at lokke os og vores børn ind i “varmen”, vi kan ikke mødes over en “tør” kop kaffe – nej, der skal kager på bordet og til vennemiddagene helst også vin, sodavand og dessert. Det kræver styrke, viden, selvværd og livsglæde at undgå at hoppe i alle disse fælder, som vi stiller for hinanden hver eneste dag.

Vi bliver nødt til at gøre det lettere at vælge det sunde fremfor det usunde – og helst også billigere. Kunne man ikke forestille sig, at vores børn hver dag fik tilbud om sund skolemad? Og at der kom ekstra motion på skemaet?

Det var måske sådan nogle ting, der i virkeligheden i sidste ende ville give det største resultat. Og så synes jeg også, det er både glædeligt og interessant at høre Renée Toft Simonsens kommentar (fra www.delebarn.dk som jeg samarbejder med). Hun siger nemlig: ”I forhold til den samfundsmæssige moraliseren, så må jeg give Dorthe Klyvø ret. Vi har hørt det nu. Helt enkelt er det åbenlyst, at man kommer længst med det kærlige blik, ingen udvikler sig under kritik.”


Forebyggelse af overvægt?

Jeg læser i dag i avisen – med stor tilfredshed, at både forskere og politikere nu er enige om, at indsatsen mod overvægt har været alt, alt for dårlig.

Bl.a. glæder det mig, at “fedmeforsker” (sikke et udtryk!) Thomas Meinert Larsen fra Københavns Universitet udtaler, at vi i dag faktisk ikke ved nok om effekten af livsstilsændringer samt – i mine øjne ikke mindst – effekten af en psykologisk og kognitiv indsats!!

Måske vi vil begynde at få andre signaler nu fra officiel side i stedet for de fortærskede sange om slanke- og motionskure. Det ville da glæde mig – og sikkert også mange andre. Så kunne vi måske slippe for kampagner i stil med “En lettere barndom” – eller det er faktisk forkert udtrykt af mig! For Sundhedsstyrelsen både må og skal lave kampagner. De skal bare blive bedre til det! Tendensen i de senere år har været at sige det samme igen og igen, og så bare tale endnu højere, når budskabet ikke gik igennem. Lidt ligesom når man står hos ostemanden på torvet i sydfrankrig og bare råber højere, når han ikke forstår, hvad man siger 🙂

Problemet ved at tale højere og mere skarpt er, at man bærer ved til bålet af stigmatisering, mobning og diskrimination. Fordi man faktisk næsten sanktionerer, at overvægtige børn holdes udenfor – “vi kan jo allesammen godt forstå, at ingen vil lege med den tykke pige” – er det underforståede budskab, som i hvert fald mange, der har mærket situationen på egen krop, læser ud af kampagnevideoen.

Når man så oven i købet også kan læse, at de i Sverige har lavet en undersøgelse, der sort på hvidt viser, at overvægtige diskrimineres ved jobsamtale, så er der i høj grad brug for at sætte fokus på netop diskrimination og stigmatisering af overvægtige – både børn og voksne. Og at der arbejdes på at skabe forståelse og tolerance også på dette område.

I går læste jeg på www.fri.dk (skrevet af Line Dall), at der måske er sammenhæng mellem, hvordan vores hjerner fungerer og vores vægt. Det kan skyldes, at det center i hjernen, der regulerer vores følelse af mæthed, fungerer forskelligt hos forskellige personer. Line Dall fortæller om en undersøgelse på Yale University School of Medicine, hvis resultateter kan tyde på, at tendensen til overvægt udvikles i hjernen allerede før, vi bliver født!! Hvis det er sandt, kan vi en gang for alle aflive myten om, at “overvægtige bare kan tage sig sammen”! For så handler det ikke nødvendigvis om manglende viljestyrke, hvis man spiser for meget – det handler om, hvorvidt vores hjerne kan fortælle os, at vi er mætte.

Men jeg kunne nu også godt tænke mig, at der blev brugt ressourcer på at undersøge forskellighederne blandt både børn og voksne, der er større end BMI’en siger, de skal være…. Det kunne være rart med en nuancering af begrebet “overvægt”. For man er ikke nødvendigvis usund, fordi ens BMI er højere end det anbefalede niveau – og det mener jeg, der er alt for lidt interesse for.

Som så mange gange før vil jeg hævde, at vi som mennesker har lov til at være forskellige, og at mange af de “overvægtige” lever sundt med god kost, masser af motion etc., men at deres kropsbygning og udseende blot ikke lever op til idealerne i vores samfund. Jeg kan jo stadig ikke lade være med at tænke på paradokset i at eks. et stort symbol som Marilyn Monroe formentlig ville være blevet betegnet som overvægtig, hvis hun havde levet i dag! Vi har efterhånden fået skabt en verden, hvor slankt er synonymt med sundt – OG det er ikke bare overfladisk, det er decideret DUMT og FORKERT!


Overvægtige børn har fået flere venner efter selvværdsprojekt – jv.dk

Ja, men er det ikke bare det, vi hele tiden har sagt?????

Selvværd, livslyst, livskvalitet – fremfor løftede pegefingre og hard-core slankekure!!!

Det er vejen frem, hvis vores børn skal få det bedre med sig selv – og blive glade for at være, som de er – og for at bevæge sig – og derved få mulighed for at leve et aktivt og meningsfuldt liv.

Vi er allesammen noget værd – uanset størrelse!!! Og det er fantastisk at se, at nogen tør gå andre og nye veje for at gøre livet bedre for børn, der er større end kammeraterne.

Også skønt at læse, at børnene i projektet har fået flere og nye venner 🙂

Overvgtige brn har fet flere venner efter selvvrdsprojekt – jv.dk.


Drop slankekuren og giv dit barn mere selvværd!

Jeg er så glad over, at XL Guiden har taget imod mit tilbud om en artikel omkring ovennævnte.

Den kan læses her: http://www.xlguide.dk/artikler/drop-slankekuren.html

Og jeg glæder mig til at høre jeres kommentarer! Dette bidrag kan forhåbentlig være med til at gøre debatten omkring slankekure lidt mere nuanceret.


Barbie mennesker?

Så er det sket igen – jeg er kommet til at læse lidt med på nogle chatfora … Ak, gid jeg havde ladet være!

For hvor er der dog mange, der er uhyggeligt fordømmende overfor alt, hvad der er anderledes – også børn/unge, der er mere buttede end modebranchen (og rigtigt mange mennesker) synes, man “bør” være.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, om det virkelig er sandt, at vi ønsker os en verden, hvor vi alle er ens? Og tror vi virkelig, det kan lade sig gøre ….?

Når man følger lidt med i debatten og ser, hvad der skrives i medierne, så får man indtryk af, at det, der giver mest indhold i nogle menneskers liv, er at bekymre sig om deres udseende. Og ja, naturligvis tænker vi alle på vores udseende og ønsker at tage os ud på bedst mulig måde. Men den der Paradise Hotel-agtige stil, hvor alle er trimmede, plukkede, klippede, ensfarvede, stylede og manicurerede – den er da ikke til at holde ud. Når jeg ser fotos af de mennesker, eller ser en trailer for programmet, slår det mig, at ingen af dem ligner rigtige mennesker. Der er gået “Barbie” i stilen – ja, og Ken naturligvis, for fyrene er helt med på den.

Så kan man samtidig se i TV-Avisen, at hver femte – HVER FEMTE – pige i 8. og 9. klasse og gymnasieskolen har skadet sig selv på et tidspunkt. Ved at skære sig lidt med barberblade, slå sig selv, kradse sig til blods, hive hår ud med rode og den slags! Altsammen for at overdøve den psykiske smerte ved ikke at kunne være perfekt hele vejen igennem og til alting! De havde et interview med en 26-årig unge kvinde, der først for nylig var kommet videre og fået kontrol over sin selvskadende adfærd. En smuk, skøn og intelligent kvinde, der bare ikke følte, hun kunne leve op til de både indirekte og direkte krav, som det er så let at føle, man skal leve op til for at være “rigtig”.

Se det synes jeg altså er mere uhyggeligt end, at nogle børn/unge/mennesker er lidt mere runde end “man skal være”.

Man bliver så træt af at læse om, hvordan “overvægtige” – alle skæres over en kam – dør tidligere end andre, belaster sundhedssystemet, ikke kan kontrollere deres fødevareindtag, osv., osv., osv. For det første er det fuldstændigt vanvittigt at skære alle over en kam. Personligt kender jeg masser af runde, skønne mennesker, der både spiser sundt og motionerer langt mere end mange slanke typer. For det andet kunne jeg godt tænke mig at få lavet en undersøgelse af, hvor stor en belastning for sundhedsvæsenet, det egentlig er med sportsskader, slid på menisk, knæ, hofter osv., fordi nogen mennesker (mange?) jo går helt amok i disse tider med motion. Og – ja faktisk – i visse tilfælde bliver nærmest motionsnarkomaner!

Se nu bare lige disse billeder her – er de her mennesker ulækre????


Plus-Kids i TV2 Østjylland

Plus-Kids aka undertegnede blev i går interviewet til programmet Go’Aften Østjylland. Man kan se det på TV2’s net-tv http://www.tv2regionerne.dk/?r=7 hvis altså, man har lyst!

Med i programmet er også en af mine trofaste kunder – næsten fra Plus-Kids åbnede – sammen med sin mor.

Det var fint at få lov at sige lidt om, hvor svært det er for de buttede og overvægtige børn at finde tøj. Og hvor mange problemer og sorger det giver, når man gang på gang bliver mødt af nederlag i tøjbutikkerne, fordi man bare ikke KAN passe de almindelige størrelser.

Jeg kunne dog godt tænke mig, at der også blev startet en diskussion omkring hele denne problemstilling på et mere overordnet niveau. For tiden er det jo sådan, at der næsten månedligt er overskrifter i aviserne, hvor det problematiseres, at der bliver “flere og flere overvægtige børn”, der tales om hvor store helbredsproblemer, børnene går i møde, og bekymrede læger og diætister prædiker (undskyld!) og og ned af døre og stolper om, hvordan der nu skal sættes ind med kostkontrol og tvungen motion.

OG det er da helt sikkert sandt, at det er vigtigt, at buttede/overvægtige børn spiser sundt og motionerer. Lige som alle andre børn naturligvis også skal gøre. Man er jo ikke nødvendigvis sund, fordi man er tynd! Husk lige det…

Jeg er bange for, at de buttede/overvægtige børn efterhånden får tudet ørerne alt for fulde af, hvor forkerte de er. Hvor forkert de spiser. Hvor forkert de lever. Hvor forkerte de ser ud. Jeg er bange for, at de ender med at tro på det.

Hvordan skal man kunne opbygge selvværd og glæde ved tilværelsen, hvis man hele tiden får at vide, at man er forkert? At man bør tabe sig, spise anderledes, motionere, opføre sig anderledes …. bare rent ud sagt se og være anderledes!

Hvad med at give børnene lidt ro? Hvad med at sørge for, at der er ordentlige madvarer i butikkerne, at slik og chipsfirmaerne ikke får lov at producere større og større poser. At det bliver dyrere at købe sodavand og sukkerholdige produkter. Hvad med at lære børnene at spise sundt og lave god og sund mad i skolen? Hvad med at få mere bevægelse, dans, leg og idræt ind på skoleskemaet? Hvad med at gøre noget for at ALLE børn bliver sundere?

Samtidig kunne vi også overveje at acceptere, at der er forskel på folk. I stedet for at forsøge at klemme alle ind i den samme kategori. Der er høje mennesker og lave mennesker. Der er tynde mennesker, mellemtynde/tykke mennesker og tykke mennesker. Og ganske mange af de tykke mennesker lever faktisk sundt og godt i dag. Men de er nu engang skabt på en anden måde.

Det kan jo ikke være rigtigt, at både tykke og tynde mennesker bliver betragtet med en form for mistro/medlidenhed/foragt. De tykke fordi de ikke “kan tage sig sammen” og tabe sig. De tynde, fordi de jo tydeligvis må lide af anoreksi, siden de er så tynde….!!

Vi trænger til et mere rummeligt samfund.

Og det kan godt være, jeg lægger mig ud med en masse mennesker nu, men jeg tror altså tiden er kommet til at være mere parat til at acceptere forskellighed. Og det gælder på mange områder. Nu er det bare sådan, at jeg interesserer mig rigtigt meget for netop de buttede og overvægtige børn. Så derfor handler bloggen her fortrinsvis om dem.

Så stop al den negative fokus og brug energien på at skabe sunde gode rammer omkring os alle. Jeg tror, der bliver flere glade børn på den måde. Flere børn der har det godt med sig selv og kan acceptere sig selv med de kroppe, de har. Så tror jeg faktisk også, de ganske stille og roligt bliver så sunde som de nu er bestemt til at være!


Januar – sur og kur eller hvad?

Når man kigger på bladenes forsider, kunne man fristes til at tro, at to tredjedele af landets befolkning er på lynkur her i januar. “Tab 8 kg på 6 uger”, “Garanteret Vægttab – Køb vores slankepiller” osv. osv. Det er – alt sammen – for godt til at være sandt!

Er du også en af de mange, der gribes af anger ovenpå julens udskejelser og derfor straffer dig selv med slankekur i januar? Hvis det er tilfældet – og du er voksen – vil jeg blot sige “held og lykke” med det hele. Men jeg håber, du i stedet for en slankekur satser på en generel kostomlægning kombineret med bevægelse og motion 🙂

Men hvis du har et buttet/rundt barn, vil jeg endnu engang plædere for ikke at sætte sætte børn på deciderede slankekure. Det er så let at blive grebet af fortrydelse, når juledagene er ovre, hverdagen er begyndt, og man måske igen vover sig op på badevægten. Og jeg vil ikke blande mig i, at voksne går på lynkure for at se hurtige resultater på skalaen. Men jeg kan ikke lade være med at blande mig, hvis der er børn involveret!

Heldigvis ved jeg, at de kunder jeg har hos Plus-Kids udmærket ved, hvad der er godt for deres børn. Men til andre – mere ukendte – læsere af denne blog må jeg understrege endnu engang, at jeg ikke mener, børn bør sættes på slankekur!

Hvis man selv har vænnet sig til den daglige kamp mod kiloene, ved man godt hvorfor. Elevatorvægten der bare ryger op og ned er hverdag for rigtigt mange mennesker, og det virker fuldstændigt uoverskueligt at ændre på det. Men benhårde slankekure efterfulgt af “syndefald” er altså ikke hverken sundt eller vejen frem til en stabil og sund vægt. For voksne, såvel som for børn, gælder det at sund kost, masser af motion og – ikke mindst synes jeg – en nuanceret holdning til vægt og udseende, kan gøre rigtigt meget.

Hvis man som voksen bevarer overblikket over, hvad barnet spiser, og sørger for at stort, varieret tilbud af sunde madvarer, er jeg sikker på, at barnet over tid vil finde en passende vægt. Jeg har tidligere skrevet om det, men er ikke bange for at gentage mig selv. Kan alligevel ikke lade være 😉

Det er super vigtigt, at du ikke ignorerer det, hvis dit barn er overvægtigt – eller på vej til at blive det. Og prøv at være åben, hvis eks. sundhedsplejerske eller læge bringer det op. Vi forældre har meget svært ved at se det, når vores børn er buttede. Men overvægtige børn har bare så let ved at blive overvægtige voksne. Så det er vores, og kun vores, ansvar at gøre noget ved det.

Det er ikke blot min egen erfaring, der er faktisk også videnskabelige undersøgelser, der påpeger, at børn, der sættes på slankekur, oftere forbliver overvægtige, ligesom fokus på vægttab og kur kan øge risikoen for, at barnet udvikler spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. 

I stedet for skal du som voksen have overblikket. Sørge for at der er masser af sunde, gode madvarer i køleskabet og til aftensmaden. Snige grøntsagerne ind i frikadeller, hvis barnet ikke kan lide det grønne. Eller servere de grøntsager barnet kan lide. Spis sammen med barnet og lad være med at sætte alt for store mængder mad på bordet. I mine unge dage var “Jakobsens Slankebog” en bibel for mange overvægtige. I hans opskrifter vejede man ganske enkelt portionerne af. Det virker måske lidt vildt – men alligevel kan det godt formindske indtaget af føde, hvis der ganske enkelt ikke sættes så store mængder ind på bordet!

Og så skal vi forældre naturligvis også selv være gode rollemodeller. Det nytter ikke noget, at vi siger en ting og gør noget andet! Som min ældste søn sagde tørt, da jeg opfordrede ham til at gå i gang med at løbe: “Hvad med dig selv – hvornår får du motion?”. Lange, tågede forklaringer om gåture og træning i motionscenter fulgte, men jeg blev alligevel slået af hans svar. For han havde jo ret, – jeg er heller ikke selv alt for god til at få tilstrækkelig motion ind i hverdagen.

Men hvis du viser dit barn, at sund mad faktisk også kan smage godt, og at du selv spiser det med glæde, så kan det flytte mange dårlige vaner. Og hvis du selv har gode motionsvaner, smitter det også af på resten af familien. Det kan ganske enkelt ikke undgåes.

Og så har det eks. altid været sådan her i huset, at sodavand – det var ikke kun i weekenden. Nej, det var kun – måske – når der kom gæster eller var fest. Det har ikke været fast med 1½ liter cola til maden fredag aften – tværtimod. Kager og den slags – tjah, jeg bager så sjældent den slags, at jeg næsten ikke kan finde ud af det, når jeg endelig skal! Og bagerens kager dem køber vi højst 1-2 gange årligt! De er – efter min mening – ofte så fulde af de helt forkerte, dårlige fedtstoffer og sukker, at det under alle omstændigheder er en begrænset fornøjelse.

Kort og godt har vi altid haft fokus på at have de rigtige madvarer i huset. Vi drikker vand til maden – og da børnene var helt små og stadig var “på” mælk, var det skummetmælk, de drak.

Det lyder måske frelst i nogens ører – jeg kan godt selv mærke, at det virker sådan – men vi er ikke kostforagtere her hos os. Vi elsker god mad, og vi elsker også søde sager. Men den gode mad behøver ikke være usund og fed, og de søde sager bliver blot endnu sødere, når man ikke spiser dem alt for tit!

Fik jeg budskabet igennem? Jeg vil blot opfordre til sund mad i hverdagen – fremfor selvfornægtelse og skrappe slankekure. Og hvis du som voksen ikke kan lade være, så gør dit barn den tjeneste at holde det udenfor 🙂