Plus-Kids' Blog


Status på Plus-Kids

Jeg har ellers forsvoret at skulle skrive noget særligt om netshoppen her på bloggen. Det har fra starten været min tanke, at bloggen skulle være “fri” for al snak om shoppen.

Men der er kommet så mange spørgsmål fra kunder på det sidste, så jeg tænkte, jeg ville opklare nogen ting 🙂

Lige nu og her er det sådan med www.plus-kids.dk, at vi ikke længere kan få friske forsyninger af tøjet fra SMS. Det skyldes ganske enkelt, at producenten har besluttet at nedlægge mærket. De producerer også andet børnetøj, samt noget voksentøj – også kvindetøj i større størrelser – men de vil altså ikke længere lave SMS. Og det er jeg ked af. For jeg synes, de har haft mange gode ting på programmet, og der er en del kunder hos Plus-Kids, som er meget glade for SMS. Særligt deres jeans har mange trofaste fans! Men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det 😦

Mht. X-Girlz og X-Boyz kører det videre efter et lille “hik” i foråret 2011 – og nye ejere i virksomheden. Og med nye ejere kommer der også nye boller på suppen – jeg ved, de har nogle planer om bl.a. at udvide sortimentet, så der er flere forskellige typer bukser bl.a. til pigerne, som jo igennem en periode har kørt meget på denimleggings og jeans. Men her i efteråret er der bl.a. nogle cargobukser inde, og der kommer vist meget mere hen ad vejen. Så det lyder meget lovende.

Hvad angår Lemmi har jeg besluttet at køre videre med deres jeans – men ellers nøjes med jeans og skitøj, når de har det. For deres bluser og toppe passer ofte ikke til danskernes tøjstil. Men det kan jo ændre sig – jeg følger med, og hvis der kommer noget spændende, skal det nok komme på hylderne også!!

Claire Plus og Claire New Facts Plus er jo også lækkert tøj, men det har ikke så meget ekstra livvidde, som jeg kunne tænke mig, og forholdsvis få af de faste Plus-Kids kunder kan bruge det. Jeg har tænkt mig at holde øjnene åbne og vælge med hård hånd, hvis vi igen skal have nyt fra dem.

Så dermed håber jeg at kunne berolige alle med, at der stadig kommer tøj på hylderne – også selvom SMS er ophørt 🙂

Bente Klarlund Petersen

For nylig var jeg til det mest fantastiske og interessante foredrag med hende. Jeg ved ikke, om I kender hende, men hun har bl.a. en brevkasse og en side i Politiken om lørdagen. Her skriver hun om sundhed, livsstil osv. Det er hende med KRAM – Kost – Rygning – Alkohol – Motion. Som hun beskriver som kernefaktorerne i et sundt – og langt – liv. Men noget af det, jeg bider mærke i hos hende er eks., at hun siger, at mange fejlagtigt mener, at motion/bevægelse nødvendigvis er noget med hård træning og løbesko. Men motion/bevægelse er altså også en rask gåtur i skoven. En tumletur i haven. En svømmetur i havet eller svømmehal. At danse vildt til høj musik i stuen. At lege “dåse” med de andre børn på vejen. Og masser af andet.

Hun taler også om begrebet “tilgængelig”, “synlighed” og “variation”. Det vil sige, at hvis maden er der, så spiser vi den. Hvis den er synlig og tilgængelig med andre ord. Og mht. variation er der lavet forsøg med eks. at byde M&M’s rundt med hhv. en farve eller alle farver repræsenteret i skålen. Hvis der er flere farver, tager vi en af hver farve (selvom de smager ens). Hvis der er en farve i skålen, nøjes vi med mindre! Men tilgængelighed, synlighed og variation gælder også den anden vej rundt – i forhold til at gøre den sunde mad synlig og let tilgængelig 🙂

Et begreb som “det ubevidste” er også centralt. Er vi bevidst om, hvad og hvornår vi spiser? Ryger der lige et bolsje ned i ny og næ? Et bolsje om dagen = 10 kg ekstra på 10 år, hvis vi altså ikke bevæger os mere – eller mindre end vi plejer. Tankevækkende, ikke sandt?

Særligt omkring det ubevidste kan jeg føle mig ramt. For jeg kender da udmærket den situation, at man simpelthen ikke FORSTÅR, hvorfor man ikke taber sig – eller hvorfor man har taget på. Men hvis man eks. over nogle dage forsøger at notere og være bevidst, om alt hvad man spiser, bliver det måske mere klart 😉

Jeg ved udmærket, at Bente Klarlund og hendes kollegaers forskning er meget mere end disse enkle ting, men for mig giver det mening at tænke, at motion er alt muligt – ikke kun hektiske løbeture i skoven – og at det handler om at holde den sunde mad let tilgængelig – og alt det usunde modsat! Og sidst, at vi skal forsøge at bevidstgøre os om, hvad vi spiser og drikker. Et glas saft om dagen, lyder ikke af meget, men kan ende med at gøre en afgørende forskel!


Debat på P1 om overvægt og fedmeoperationer

Sad med morgenkaffen i dag og lyttede til P1 – “klogekanalen” – hvor er den dog fremragende!

I dag var der – og er vist hele dagen – adskillige indslag om fedmeoperationer og hele debatten om, hvorvidt de skal tilbydes alle, eller om “man selv har været ude om det” og derfor selv må betale osv. osv….

Hvor blev jeg dog glad for at høre, Lotte Hvas fra Etisk Råd sige, at det er forkert og diskriminerende at skælde ud på overvægtige og sige, det er deres egen skyld. Vi lever ALLE usundt i dag, og har et samfund, der lægger op til det. Vi kan få mad – usund mad – på hvert et gadehjørne – og eksempelvis i indkøbscentre, på S-togsstationer etc., kan man ofte ikke vælge at tage trappen – for der findes ikke trapper. Kun rullende…. Og så naturligvis elevatoren.

Hun mener, vi skal tænke over, hvordan vi indretter samfundet – så det bliver let og naturligt at bevæge sig, lave god og ordentlig mad etc. Det handler ikke “bare” om at nogen ikke kan “styre sig” og spiser for meget. Vi får alle for meget og forkert mad… fordi det er det lettest tilgængelige.

Se det er jo ord, der sætter smilemusklerne i gang hos undertegnede (og så fik de også lidt motion her fra morgenstunden)! For det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er ved at eksplodere, når skylden lægges på de overvægtiges skuldre.

Så det er en lise, når det “officielle Danmark” begynder at forstå og italesætte, at dette er et fælles problem/en fælles udfordring. Også i forhold til vores børn… det handler ikke bare om de enkelte forældre. Jeg har selv været så heldig, at mine børn ikke har haft problemer over aldrig at have mælkesnitter og kiks med i madkassen. De forstod tidligt, at det ikke var sund mad og undrede sig over klassekammeraternes madkasser. MEN det er jo interessant, at børnene dagligt konfronteres med usund mad og tilbud om usund mad. Fødselsdage i klassen, hyggelige klassetimer med kage, SFO – kage fra forældrene – stort set alle sammenkomster og masser af helt almindelige hverdage byder på ekstra kalorier. Og så forventer “vi” og Sundhedsstyrelsen, at de runde/buttede børn skal opdrages til selv at sige nej tak – eller hvad???

Samme gælder for os voksne. Kan vi efterhånden finde ud af at sætte os ned og drikke en “tør” kop kaffe, som det meget sigende hedder? Næh, jeg kan snart ikke huske, hvornår jeg selv har haft nogen forbi, der “kun” fik kaffe. Nej, kommer der en uventet gæst, står man på hovedet i gemmerne og finder chokoladen frem, eller man styrter på indkøb og henter lidt småkager eller andet sødt. For det er da for trist “bare” med kaffe. Og ungerne skal naturligvis have saftevand eller sodavand, når de voksne får kaffe, ikke sandt????

Og så undrer vi os over, at både børn og voksne har svært ved at holde en slank linje….

Mine børn har altid cyklet eller gået i skole – og der er altså kun omkring 1 km. Men trafikken omkring skolen er intens hver morgen, for masser af børn får et lift af mor eller far. Og vi har dag også selv ind i mellem givet ungerne et lift, hvis det styrtede ned, og vi alligevel skulle forbi på vej til arbejde! Men det er godt nok noget, der hører til sjældenhederne… Og jeg tror ikke på, at alle de børn, der hver dag sættes af ved skolen, hører under samme kategori. For mange er det helt rutine at tage ud af døren samtidig og sætte barnet af ved skolen på vejen. Men det er misforstået godhed – for man berøver sit barn for muligheden for motion og frisk luft på vej til skole.

Igen handler det dog også om, hvordan vi har indrettet os, for er der ikke gode cykelstier eller oplyste stisystemer i villakvartererne, så kan jeg da godt forstå, at det er svært som forældre at slippe sit mindre barn ud på en cykel… Men så må vi sørge for at opprioritere gode, sikre cykelstier og veje omkring skolerne, så vores børn kan transportere sig selv til og fra skole uden at være i fare for at blive kørt ned (af de forældre, der kører deres børn ;-))!!


En lettere barndom??

Før sommerferien genlancerede Sundhedsstyrelsen kampagnen “En lettere barndom” – bl.a. med den – efter min mening – skrækkelige video med den runde pige, der trist og ensom sidder på en stol og ser verden gå forbi (http://www.enletterebarndom.dk/Nyttig-information.aspx).

Budskabet i kampagnen er denne gang, at overvægtige/runde/buttede/tykke børn mobbes, og at det er vores ansvar som forældre at sørge for, vores børn ikke bliver overvægtige, så de ikke bliver mobbet!!!! Hmmmm……

Eller har jeg misforstået det hele?

Summa summarum er, at jeg lavede en lille undersøgelse blandt modtagerne af Plus-Kids’ nyhedsbrev, og resultatet var som forventet. Der var 124 svar på undersøgelsen, og 93% af svarene viste, at forældrene var vrede over Sundhedsstyrelsens alt for forenklede billede af virkeligheden. Mange gav udtryk for, at deres barn ikke blev mobbet, og at de følte Sundhedsstyrelsens kampagne virkede stigmatiserende på de runde børn. Faktisk mente 81%, at kampagnen nærmest sanktionerede mobning af de buttede børn.

Det var også interessant, at 87% ikke mente, kampagnen gav dem ny viden, og at de i stedet efterspurgte eks. viden om, hvordan man styrker sit barns selvværd og hjælper med at forhindre mobning af anderledes børn.

Og det er jo netop sagens kerne. Sundhedsstyrelsen bliver ved med at råbe de samme ting højere og højere – og når de ikke virker, råber de lige en gang til. Hvis de så også samtidig kan give forældrene godt med dårlig samvittighed, så hjælper det nok!! Hmmm….

Det er supersvært at arbejde med overvægt både hos børn og voksne. Ikke mindst er det tilsyneladende supersvært for mange at acceptere, at man ikke nødvendigvis er et dårligt og usundt menneske, fordi man er tykkere end “normen”. Jeg hæfter mig ved, at Bente Klarlund Pedersen fra Københavns Universitet (har bl.a. brevkassen på “sundhed” på dr.dk) bemærker, at det er bedre at være “tyk og trænet end slank og sløv”- Men netop dette har man indtryk af er en holdning, hun står alene med.

Det “bedste” og et af de nye tiltag er Sundhedsstyrelsens påbud til læger om at måle deres patienters talje, når de kommer for at få en recept på allergimedicin. Altså hver gang vi går til lægen, skal han kontrollere vores taljemål!! Og hvad så, hvis det overskrider “grænsen”? Skal han så udstede en bøde eller hvad?

Vi er så fokuserede på mål, vægt, udseende og bmi, at man kan blive helt træt – og jeg bliver vred, når Sundhedsstyrelsen presser forældre til at indpode det i deres børn allerede i førskolealderen.

Jeg ved, vi skal leve sundt – og det gør vi altså også rigtigt mange af os!!! Men dermed er det jo ikke sikkert, at vi alligevel bliver så slanke, som “man” synes, vi skal være.

Samtidig er jeg også helt med på, at det ikke nytter, vi bliver så overvægtige, at det går ud over vores sundhed. Og jeg har ikke nogen stor forkromet løsning på, hvordan vi dæmmer op for det faktum, at der bliver flere og flere voldsomt overvægtige mennesker – både voksne og børn. Men jeg tror mere på at arbejde med årsagerne til at dette. Fremfor at løfte pegefingre og indgyde dårlig samvittighed. Hvorfor spiser nogen mennesker så meget, at de bliver syge af det? Hvad er det for nogle mekanismer, der går i gang?

Vi må tage det på os allesammen, for dette handler ikke om, at nogen har “svag karakter” og ikke kan “tage sig sammen”. I vores samfund i dag bombarderes vi med tilbud om mad af mere eller mindre tvivlsom karakter. Kinder mælkesnitte, der er fyldt med fedt og sukker, lanceres som et “sundt mellemmåltid”, færdigretter er fyldt med usundt fedt og kunstige smagsstoffer, burgerkæderne forsøger med alle midler at lokke os og vores børn ind i “varmen”, vi kan ikke mødes over en “tør” kop kaffe – nej, der skal kager på bordet og til vennemiddagene helst også vin, sodavand og dessert. Det kræver styrke, viden, selvværd og livsglæde at undgå at hoppe i alle disse fælder, som vi stiller for hinanden hver eneste dag.

Vi bliver nødt til at gøre det lettere at vælge det sunde fremfor det usunde – og helst også billigere. Kunne man ikke forestille sig, at vores børn hver dag fik tilbud om sund skolemad? Og at der kom ekstra motion på skemaet?

Det var måske sådan nogle ting, der i virkeligheden i sidste ende ville give det største resultat. Og så synes jeg også, det er både glædeligt og interessant at høre Renée Toft Simonsens kommentar (fra www.delebarn.dk som jeg samarbejder med). Hun siger nemlig: ”I forhold til den samfundsmæssige moraliseren, så må jeg give Dorthe Klyvø ret. Vi har hørt det nu. Helt enkelt er det åbenlyst, at man kommer længst med det kærlige blik, ingen udvikler sig under kritik.”


Forebyggelse af overvægt?

Jeg læser i dag i avisen – med stor tilfredshed, at både forskere og politikere nu er enige om, at indsatsen mod overvægt har været alt, alt for dårlig.

Bl.a. glæder det mig, at “fedmeforsker” (sikke et udtryk!) Thomas Meinert Larsen fra Københavns Universitet udtaler, at vi i dag faktisk ikke ved nok om effekten af livsstilsændringer samt – i mine øjne ikke mindst – effekten af en psykologisk og kognitiv indsats!!

Måske vi vil begynde at få andre signaler nu fra officiel side i stedet for de fortærskede sange om slanke- og motionskure. Det ville da glæde mig – og sikkert også mange andre. Så kunne vi måske slippe for kampagner i stil med “En lettere barndom” – eller det er faktisk forkert udtrykt af mig! For Sundhedsstyrelsen både må og skal lave kampagner. De skal bare blive bedre til det! Tendensen i de senere år har været at sige det samme igen og igen, og så bare tale endnu højere, når budskabet ikke gik igennem. Lidt ligesom når man står hos ostemanden på torvet i sydfrankrig og bare råber højere, når han ikke forstår, hvad man siger 🙂

Problemet ved at tale højere og mere skarpt er, at man bærer ved til bålet af stigmatisering, mobning og diskrimination. Fordi man faktisk næsten sanktionerer, at overvægtige børn holdes udenfor – “vi kan jo allesammen godt forstå, at ingen vil lege med den tykke pige” – er det underforståede budskab, som i hvert fald mange, der har mærket situationen på egen krop, læser ud af kampagnevideoen.

Når man så oven i købet også kan læse, at de i Sverige har lavet en undersøgelse, der sort på hvidt viser, at overvægtige diskrimineres ved jobsamtale, så er der i høj grad brug for at sætte fokus på netop diskrimination og stigmatisering af overvægtige – både børn og voksne. Og at der arbejdes på at skabe forståelse og tolerance også på dette område.

I går læste jeg på www.fri.dk (skrevet af Line Dall), at der måske er sammenhæng mellem, hvordan vores hjerner fungerer og vores vægt. Det kan skyldes, at det center i hjernen, der regulerer vores følelse af mæthed, fungerer forskelligt hos forskellige personer. Line Dall fortæller om en undersøgelse på Yale University School of Medicine, hvis resultateter kan tyde på, at tendensen til overvægt udvikles i hjernen allerede før, vi bliver født!! Hvis det er sandt, kan vi en gang for alle aflive myten om, at “overvægtige bare kan tage sig sammen”! For så handler det ikke nødvendigvis om manglende viljestyrke, hvis man spiser for meget – det handler om, hvorvidt vores hjerne kan fortælle os, at vi er mætte.

Men jeg kunne nu også godt tænke mig, at der blev brugt ressourcer på at undersøge forskellighederne blandt både børn og voksne, der er større end BMI’en siger, de skal være…. Det kunne være rart med en nuancering af begrebet “overvægt”. For man er ikke nødvendigvis usund, fordi ens BMI er højere end det anbefalede niveau – og det mener jeg, der er alt for lidt interesse for.

Som så mange gange før vil jeg hævde, at vi som mennesker har lov til at være forskellige, og at mange af de “overvægtige” lever sundt med god kost, masser af motion etc., men at deres kropsbygning og udseende blot ikke lever op til idealerne i vores samfund. Jeg kan jo stadig ikke lade være med at tænke på paradokset i at eks. et stort symbol som Marilyn Monroe formentlig ville være blevet betegnet som overvægtig, hvis hun havde levet i dag! Vi har efterhånden fået skabt en verden, hvor slankt er synonymt med sundt – OG det er ikke bare overfladisk, det er decideret DUMT og FORKERT!


Overvægtige børn har fået flere venner efter selvværdsprojekt – jv.dk

Ja, men er det ikke bare det, vi hele tiden har sagt?????

Selvværd, livslyst, livskvalitet – fremfor løftede pegefingre og hard-core slankekure!!!

Det er vejen frem, hvis vores børn skal få det bedre med sig selv – og blive glade for at være, som de er – og for at bevæge sig – og derved få mulighed for at leve et aktivt og meningsfuldt liv.

Vi er allesammen noget værd – uanset størrelse!!! Og det er fantastisk at se, at nogen tør gå andre og nye veje for at gøre livet bedre for børn, der er større end kammeraterne.

Også skønt at læse, at børnene i projektet har fået flere og nye venner 🙂

Overvgtige brn har fet flere venner efter selvvrdsprojekt – jv.dk.


Hvad skal man sige …?

En af de helt store udfordringer for mig  – og sikkert også andre – er at finde ud af, hvilke ord man skal bruge! Det gælder i mange forhold og situationer, men for mig er det en ekstra udfordring i mit arbejde med www.plus-kids.dk

Hvis du kigger siden igennem, vil du finde mange varianter over det samme tema; buttede børn, runde børn, store børn, overvægtige børn osv.

Når man læser rundt omkring på nettet – eks. her på siden http://www.befrielse.dk/ – kan man se, at rigtigt mange faktisk har meget imod at blive kaldt buttede og/eller overvægtige og lignende. Mange mener endda, at det er bedre at sige tyk frem for overvægtig!

Hvad mon andre mener om det?

Rent objektivt er det jo rigtigt, at betegnelserne tyk og tynd er rent deskriptive – man kan tale om en tyk eller en tynd bog eksempelvis, og det er der jo ikke noget følelsesladet i overhovedet. Men en tyk mand? En tyk dame? En tyk pige eller dreng? Så begynder vi straks at slå os i tøjret.

I modsat fald er der ingen, der stejler over, at nogen siger “en tynd dreng” eller “en tynd pige” …

Hmmm…..

Det skyldes selvfølgelig, at tyk er et af de adjektiver, der bliver brugt, når der drilles og mobbes. Der er ligesom ikke så meget power i at sige, “du er buttet” eller “dit overvægtige fjols” … Og mobbere holder jo mest af at sige tingene på den værst tænkelige måde. Derfor er det helt uskyldige adjektiv “tyk” gået hen og blevet så værdiladet, at man faktisk ikke kan bruge det i almindelig tale uden at træde nogen over tæerne.

Og det synes jeg er synd….!

Samtidig respekterer jeg, at vi alle føler forskelligt, og jeg ville nok heller ikke selv blive så lykkelig for at blive kaldt “en tyk dame” eksempelvis!

Men det sjove er så, at mange af de forældre, der køber hos Plus-Kids faktisk finder siden ved at google “tøj til tykke børn”. Måske det skyldes ren og skær desperation, fordi det er så umådeligt vanskeligt at finde et ordentligt udvalg af tøj andre steder? Jeg ved det ikke – men faktum er i hvert fald, at rigtigt mange af kunderne hos Plus-Kids har brugt mange – også ret “kreative” søgeord for at finde frem til os!

Men det kunne egentlig være interessant at finde ud af, hvad andre mener om dette? Så lad mig endelig høre, hvis du har nogen kommentarer til denne diskussion.


Selvværd – livsglæde- selvtillid

Det slog mig pludselig i går – at det er helt fantastisk som tingene ind i mellem udvikler sig.

Da jeg i sin tid fik idéen til at åbne en webshop med tøj til runde/store/tykke/overvægtige/rummelige børn – eller hvad pokker man nu helst vil bruge af betegnelser – havde jeg fokus på to ting. For det første at løse et rent praktisk problem, så forældre og børn ikke skulle storke land og rige rundt for at få noget så basalt og grundlæggende som tøj på kroppen. For det andet var jeg rasende og sur på tøjbutikker – og på sin vis også tøjproducenterne – for at svigte de overvægtige børn så radikalt. Jeg var rasende og sur over at blive mødt af uforstående og ofte ligefrem nedladende ekspedienter, når jeg bad om bukser med ekstra livvidde. Nå ja, og jeg var også træt af at bruge så meget tid på at lede efter tøj …

Da jeg så åbnede webshoppen, fandt jeg ret hurtigt ud af, at det jo ikke kun handlede om at opfylde et behov. Jeg var også nødt til at vide noget om tøjet. Sætte mig ind i kommende modetendenser og forsøge at holde øjne og ører åbne for at finde ud af, hvad der rør sig i børnetøjsbranchen, så jeg er i stand til at tilbyde de samme ting til “mine” børn, som andre børn kan købe i alle tøjbutikkerne. Jeg var også nødt til at forholde mig til hele problematikken omkring slankekur eller ikke slankekur. Hvad mener jeg om det – grimme stemmer kunne sige, at jeg jo kun ønsker at fastholde børnene i overvægt så jeg kan “score kassen” på at sælge tøj til dem. Right…! Kom blot og tjek regnskaberne for de to år, jeg nu har været igang 😉

Så der var meget mere i pakken end bare det at sælge tøj!

Efter at have haft åbent på lageret nogle gange i løbet af de sidste uger, er jeg så også blevet klar over, at jeg faktisk sælger endnu mere end tøj og – måske også – mine holdninger i det hele taget.

Jeg sælger også noget så grundlæggende som livsglæde, selvværd og selvtillid! Har man en gang set et barn stå med strålende øjne og se sig selv i spejlet og synes, han eller hun er smart. Tjah, så er man selv solgt godt og grundigt. Og ikke mindst glæder det helt utroligt meget at se forældrene glæde sig over barnets stolthed og begejstring. Jeg har fået mange emails igennem tiden – og flere skriver netop det samme; at barnet er vokset flere centimeter efter det nye tøj er kommet i brug. Og det er en helt fantastisk sidegevinst ved at drive en webshop som min.

Tænk engang at jeg er med til at give nogle ellers sårbare børn mere selvværd og selvtillid! Det gør mig simpelthen glad. Og det er medvirkende til, at jeg kæmper videre i denne branche, som jeg først nu er ved at lære at kende og faktisk også arbejder med et område, som er meget fjernt fra min egen baggrund og erhvervserfaring. Men alligevel er givende udover enhver beskrivelse.

Selvværd, livsglæde og selvtillid …. Tænk engang!


Konfirmation og konfirmationstøj

Hvad er det der sker for de producenter af konfirmationstøj? Hvorfor kan de ikke lave bare et mindre sortiment (gerne et større) til de mere buttede eller overvægtige børn?

Hvorfor er det lige, at de overvægtige børn skal straffes – endnu engang – når de igen – igen ikke kan få det samme som kammeraterne?

Altså Plus-Kids har jo tøj – til blå mandag – og til selve konfirmationen! Men kun hvis man ikke ønsker den samme type konfirmationstøj som resten af holdet. Vi har altså ikke de der brudekjolelignende outfits, som rigtigt mange piger ønsker sig til deres konfirmation. Og det gør mig ikke blot sur – det gør mig faktisk rasende!

Så tag da for pokker og tag faklen en eller anden producent og gå i spidsen med tøj i større størrelser. De buttede og overvægtige børn forsvinder ikke, fordi I vælger at ignorere dem.

Ja, ja, ja, det ville da være en skøn, skøn verden, hvis vi alle bare havde samme størrelse – løb 50 km om ugen – og ikke var en potentiel belastning af “verdens bedste sundhedssystem” – eller ville det? Der forekommer mig, at vores samfund, i takt med at det bliver mere og mere differentieret, råber på mere og mere ensretning. Vi skal helst ikke skille os ud, hverken på hud- eller hårfarve, på holdninger, tøjstil, livsstil eller udseende. Og de pæne er de tynde – de rigtigt tynde. Jeg er så træt af det efterhånden!!!

Jeg har faktisk kontaktet nogle producenter af konfirmationstøj – men har jeg fået noget ud af det? Hmm, gæt selv!!!

Nu må mine kunder hos Plus-Kids så klare sig med det sortiment, jeg kan diske op med her. Og jeg ville sådan ønske, jeg havde nogle rigtigt flotte konfirmationskjoler at tilbyde dem. Ikke fordi tøjet ikke er flot her – tværtimod – men endnu engang må de buttede børn skille sig ud fra kammeraterne. Og så til så vigtig en begivenhed som konfirmationen. Den betyder noget for mange børn/teenagere. Og det betyder noget for dem, at de ikke er anderledes – det er nok det tidspunkt i livet, hvor det er allermest vigtigt ikke at skille sig ud.

Kom ind i kampen tøjproducenter! Lad os få et større udvalg til de buttede og overvægtige børn og unge. Hjælp med at styrke deres selvværd og give dem en følelse af at være en del af fællesskabet!


Januar – sur og kur eller hvad?

Når man kigger på bladenes forsider, kunne man fristes til at tro, at to tredjedele af landets befolkning er på lynkur her i januar. “Tab 8 kg på 6 uger”, “Garanteret Vægttab – Køb vores slankepiller” osv. osv. Det er – alt sammen – for godt til at være sandt!

Er du også en af de mange, der gribes af anger ovenpå julens udskejelser og derfor straffer dig selv med slankekur i januar? Hvis det er tilfældet – og du er voksen – vil jeg blot sige “held og lykke” med det hele. Men jeg håber, du i stedet for en slankekur satser på en generel kostomlægning kombineret med bevægelse og motion 🙂

Men hvis du har et buttet/rundt barn, vil jeg endnu engang plædere for ikke at sætte sætte børn på deciderede slankekure. Det er så let at blive grebet af fortrydelse, når juledagene er ovre, hverdagen er begyndt, og man måske igen vover sig op på badevægten. Og jeg vil ikke blande mig i, at voksne går på lynkure for at se hurtige resultater på skalaen. Men jeg kan ikke lade være med at blande mig, hvis der er børn involveret!

Heldigvis ved jeg, at de kunder jeg har hos Plus-Kids udmærket ved, hvad der er godt for deres børn. Men til andre – mere ukendte – læsere af denne blog må jeg understrege endnu engang, at jeg ikke mener, børn bør sættes på slankekur!

Hvis man selv har vænnet sig til den daglige kamp mod kiloene, ved man godt hvorfor. Elevatorvægten der bare ryger op og ned er hverdag for rigtigt mange mennesker, og det virker fuldstændigt uoverskueligt at ændre på det. Men benhårde slankekure efterfulgt af “syndefald” er altså ikke hverken sundt eller vejen frem til en stabil og sund vægt. For voksne, såvel som for børn, gælder det at sund kost, masser af motion og – ikke mindst synes jeg – en nuanceret holdning til vægt og udseende, kan gøre rigtigt meget.

Hvis man som voksen bevarer overblikket over, hvad barnet spiser, og sørger for at stort, varieret tilbud af sunde madvarer, er jeg sikker på, at barnet over tid vil finde en passende vægt. Jeg har tidligere skrevet om det, men er ikke bange for at gentage mig selv. Kan alligevel ikke lade være 😉

Det er super vigtigt, at du ikke ignorerer det, hvis dit barn er overvægtigt – eller på vej til at blive det. Og prøv at være åben, hvis eks. sundhedsplejerske eller læge bringer det op. Vi forældre har meget svært ved at se det, når vores børn er buttede. Men overvægtige børn har bare så let ved at blive overvægtige voksne. Så det er vores, og kun vores, ansvar at gøre noget ved det.

Det er ikke blot min egen erfaring, der er faktisk også videnskabelige undersøgelser, der påpeger, at børn, der sættes på slankekur, oftere forbliver overvægtige, ligesom fokus på vægttab og kur kan øge risikoen for, at barnet udvikler spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. 

I stedet for skal du som voksen have overblikket. Sørge for at der er masser af sunde, gode madvarer i køleskabet og til aftensmaden. Snige grøntsagerne ind i frikadeller, hvis barnet ikke kan lide det grønne. Eller servere de grøntsager barnet kan lide. Spis sammen med barnet og lad være med at sætte alt for store mængder mad på bordet. I mine unge dage var “Jakobsens Slankebog” en bibel for mange overvægtige. I hans opskrifter vejede man ganske enkelt portionerne af. Det virker måske lidt vildt – men alligevel kan det godt formindske indtaget af føde, hvis der ganske enkelt ikke sættes så store mængder ind på bordet!

Og så skal vi forældre naturligvis også selv være gode rollemodeller. Det nytter ikke noget, at vi siger en ting og gør noget andet! Som min ældste søn sagde tørt, da jeg opfordrede ham til at gå i gang med at løbe: “Hvad med dig selv – hvornår får du motion?”. Lange, tågede forklaringer om gåture og træning i motionscenter fulgte, men jeg blev alligevel slået af hans svar. For han havde jo ret, – jeg er heller ikke selv alt for god til at få tilstrækkelig motion ind i hverdagen.

Men hvis du viser dit barn, at sund mad faktisk også kan smage godt, og at du selv spiser det med glæde, så kan det flytte mange dårlige vaner. Og hvis du selv har gode motionsvaner, smitter det også af på resten af familien. Det kan ganske enkelt ikke undgåes.

Og så har det eks. altid været sådan her i huset, at sodavand – det var ikke kun i weekenden. Nej, det var kun – måske – når der kom gæster eller var fest. Det har ikke været fast med 1½ liter cola til maden fredag aften – tværtimod. Kager og den slags – tjah, jeg bager så sjældent den slags, at jeg næsten ikke kan finde ud af det, når jeg endelig skal! Og bagerens kager dem køber vi højst 1-2 gange årligt! De er – efter min mening – ofte så fulde af de helt forkerte, dårlige fedtstoffer og sukker, at det under alle omstændigheder er en begrænset fornøjelse.

Kort og godt har vi altid haft fokus på at have de rigtige madvarer i huset. Vi drikker vand til maden – og da børnene var helt små og stadig var “på” mælk, var det skummetmælk, de drak.

Det lyder måske frelst i nogens ører – jeg kan godt selv mærke, at det virker sådan – men vi er ikke kostforagtere her hos os. Vi elsker god mad, og vi elsker også søde sager. Men den gode mad behøver ikke være usund og fed, og de søde sager bliver blot endnu sødere, når man ikke spiser dem alt for tit!

Fik jeg budskabet igennem? Jeg vil blot opfordre til sund mad i hverdagen – fremfor selvfornægtelse og skrappe slankekure. Og hvis du som voksen ikke kan lade være, så gør dit barn den tjeneste at holde det udenfor 🙂


Lidt mere om børn og overvægt

Flere og flere danske børn bliver decideret overvægtige, og der finder meget forskning sted i disse år både i overvægt blandt voksne, men også i hvordan man som forældre bedst kan hjælpe overvægtige børn til at stoppe med at tage på i vægt, samt hjælpe de ældre teenagere med at tabe sig.

Jeg har læst en del om emnet efterhånde,n og det følgende er et ”sammenkog” af den læsning.

Som forældre til et buttet eller overvægtigt barn er det vigtigt ikke at ignorere barnets vægtproblem. En Harvard University undersøgelse af over 11.000 børn konkluderede, at 85% af overvægtige børn forblev overvægtige, fordi forældrene ganske enkelt ikke fokuserede på problemet. Børnene forblev overvægtige og gik videre til at blive overvægtige voksne. Så med andre ord er det en rigtig dårlig idé at vende det blinde øje til og håbe på, det går væk af sig selv.

Men du bør stadig IKKE opmuntre dit barn til slankekur. University of Minnesota har lavet en undersøgelse blandt forældre, der opfordrede deres børn til slankekur og dem, der ikke gjorde. Efter fem år var de børn, der var blevet opfordret til slankekur af forældrene mere tilbøjelige til at forblive overvægtige end de andre børn. Og en stor undersøgelse fra Western Sydney University i Australien konkluderede, at slankekure i sig selv kan være medvirkende årsag til at overvægtige forbliver overvægtige. Samtidig med at denne gruppe har øget risiko for spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi.

Prøv at sikre, at familien spiser måltiderne sammen på regelmæssig basis. Masser af studier viser, at børn, der spiser regelmæssige måltider sammen med forældrene er mindre udsat for en lang række problemer – herunder også spiseforstyrrelser og vægtproblemer. Men man skal også opmuntre sit barn til sunde spisevaner ved SELV at være en god rollemodel. Forskning viser at især førskolebørn efterligner deres forældres valg af fødevarer, og den bedste måde at lære de små at spise sundt på, er ved at forældrene går i spidsen.

Sørg for at dit barn får tilstrækkelig søvn. En undersøgelse viser, at selv så lidt som en times ekstra søvn i døgnet nedsætter børns risiko for at blive overvægtige. Der er ganske enkelt forskning, der knytter dårlige sovevaner til overvægt. Der er dog ikke enighed om, hvorvidt det er manglende motion, der gør at barnet sover dårligere og tager på i vægt. Eller om det er manglen på søvn i sig selv, der påvirket appetitreguleringen negativt og derfor fører til overvægt.