Plus-Kids' Blog


Bente Klarlund Pedersen

Jeg er blevet ret vild med Bente Klarlund. Hun er sådan en “no nonsense” type, der forholder sig  – i hvert fald i mine øjne – afbalanceret til kostråd og motion.

Men samtidig lægger hun ikke skjul på, at motion er godt! Hun er både overlæge og professor og er selv begyndt at løbe/motionere ret sent i livet. For tiden er hun også klummeskribent og desuden bestyrer af Politikens brevkasse i deres lørdagstillæg. Og hun er bare en rigtigt fornuftig og tiltalende kvinde.

Bl.a. skriver hun den 2. januar i år, at sundhed ikke er alt i livet! Men hendes pointe er bare, at vi skal træffe bevidste valg. D.v.s. hvis man vælger i en periode ikke at motionere, skal man være bevidst om, hvad det betyder for ens almene velbefindende og for ens krop. Ligeledes, hvis man vælger de usunde madvarer frem for de sunde. Hun er ikke selv fanatisk med mad og sundhed, men bevidst om hvad der er hvad.

Og det er, synes jeg, et vigtigt valg! I mine øjne er det helt ok at spise usunde, søde sager – i mindre doser – men jeg forsøger selv at gøre det bevidst. Så det ikke bare bliver en helt ubevidst, usund vane, hvor man faktisk ikke helt selv er klar over, hvor mange ekstra kalorier der ryger ned!

Samme gælder med motion. Jeg har i perioder ikke kunnet motionere af forskellige årsager (manglende tid, sygdom etc.), og så har jeg sagt til mig selv, at det er situationen lige nu, men jeg har hele tiden haft i bevidstheden, at motion jo er det, jeg vil på den lange bane. Så det handler om at tage fat på det, når man igen har tid og mulighed for det.

Personligt har jeg for længst besluttet, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde mig sund og i god form – uden at blive fanatiker!

Bente Klarlund er en spændende kvinde at “følge” – og jeg har netop bestilt hendes bog “Sandheden om Sundhed”, hvor hun netop skriver – uden løftet pegefinger – om hvordan man på ganske enkel vis kan komme til at leve sundere. Uden radikale kostomlægninger og store forkromede løsningsmodeller. Bare helt nede på jorden og lettilgængeligt.

Eks. skriver en anmelder – en læser – på Saxo’s hjemmeside: “Endelig en bog med en positiv indfaldsvinkel til kost, rygning, alkohol og motion, uden læseren aktiverer dårlig samvittighed over, at han eller hun måske ikke helt følger foreskrifterne. Derimod er det en bog, hvor læseren kan blive opmærksom på, hvor faldgruberne for én er i hverdagen; og derved kan den enkelte ændre på vaner såvel som meget nemmere danne nye og bedre vaner.” 

Se det synes jeg jo lyder til at være en læseværdig bog! Nu køber jeg den, læser den, og så lover jeg at dele nogle af guldkornene her på bloggen!

Der har været lidt stille her i et stykke tid – jeg har haft susende travlt i Plus-Kids shoppen, men jeg håber på at kunne genoptage mine skriblerier her og dele mine tanker om dette og hint med jer.

Rigtigt godt nytår – og nu vil jeg så lunte (ikke løbe – bare lunte) en lille tur, mens solen skinner. Klokken 16 i dag er der åbent på Plus-Kids’ lager her i Beder, og jeg håber på at se en masse dejlige, skønne børn (og deres forældre)!

I hvert fald er det kommet dejlige forårsting hjem fra X-Girlz og X-Boyz og flere er på vej indenfor de næste par måneder – se blot her under Nyheder.


Julegaver og – travlhed

Der har glædeligvis været så travlt i shoppen på det sidste, at jeg slet ikke har haft tid til at skrive her. Men nu vil jeg alligevel lige melde mig lidt på banen igen!

Julefeberen har grebet os efterhånden – selvom det jo nok bare bliver “værre og værre” frem til julefreden kan sænke sig. Ungerne får tidligt ferie i år og det bliver en dejlig lang juleferie. Personligt synes jeg, at det næsten er som at have ferie selv, når man ikke skal sende ungerne af sted i skole med madpakker, idrætstøj, matematikopgaver osv., osv. Der falder lidt mere ro over familien, når ikke alle skal ud af døren hver morgen.

Jeg er jo så heldig, at mine unger er store og – næsten – selvkørende, så det er ikke så afgørende at have fri alle feriedage sammen med dem. De nyder vist nærmest ind i mellem at få lidt fred og ro for forældrenes indblanding!

Vi har besluttet i år at rejse væk og ikke holde jul herhjemme i Danmark. Det bliver første gang, vi prøver det. De voksne i familien har talt om det i årevis, men først nu er ungerne store nok til også at synes, det er spændende. Så vi kommer til at tilbringe både juleaften og nytårsaften under helt andre forhold end normalt. Hele familien glæder sig til det. Og faktisk må jeg også indrømme, at jeg har det fint med at slippe for juledagenes mange julefrokoster, kageborde, slikorgier med mere.

Her i familien har vi ganske vist skåret kraftigt ned på mad- og ikke mindst slikindtaget i julen. Særligt når vi holder jul hos os selv og dermed kan bestemme, hvad der skal spises. Vi kan jo godt finde på at spise fiskesuppe 1. juledag, selvom det nok bryder ind til flere danske juletraditioner og sikkert for nogen lyder som et skrækscenario. Men selvom man er bevidst og forholder sig til hvad man spiser, så kan der let ryge noget ekstra indenbords. Der er mange julefrokoster, familiebesøg, osv. osv. og vi danskere har det jo med, at der helst skal spises, samtidig med at der hygges!

Så julen kan godt være en “farlig” tid, hvis man passer kalorierne. Der er vel kun en vej i virkeligheden. At tænke sig om og lade være med at overspise. Jeg husker selv som barn, hvordan man næsten kunne have ondt i maven ovenpå sådan nogle julesammenkomster. Men nu er jeg jo også vokset op i en tid, hvor man ikke fik ret meget slik osv. i hverdagen, men julen var et stort orgie i juleslik og småkager med mere. Og som barn slap man jo tøjlerne helt.

Det er nok derfor, det er så vigtigt, at vi voksne holder fast og sørger for, at der ikke er ubegrænsede mængder til rådighed for vores børn. Selvom det er jul, behøver man jo ikke give køb på alle principperne fra hverdagen. Vi skal nok – som altid – sørger for at der er gode alternativer i form af frugt og grønt til både måltider og mellemmåltider, Samt måske også rationere lækkerierne lidt, så det ikke er bjerge af slik og småkager, der kommer på bordet. Men derimod mindre, afmålte portioner. I sidste ende gør vi vores børn en kæmpestor tjeneste ved at hjælpe dem med at begrænse mængderne af søde sager!


Om slankekure og børn

Om at være på slankekur

Det har aldrig været meningen, at Plus-Kids skulle være et sted med løftede pegefingre – tværtimod! Derfor skynder jeg mig at sige, at dette ikke handler om slankekur, men i stedet om, hvordan man kan hjælpe sit barn til at leve sundere og med mere selvværd og glæde i sit liv. Først og fremmest naturligvis ved at få noget flot og lækkert tøj, der ligner vennernes, så barnet ikke skiller sig ud på den konto 🙂

Men en anden vigtig ting man kan gøre for på længere sigt at hjælpe sit barn – enten med vægttab eller i hvert fald med at leve et sundere liv er eksempelvis nogle af de følgende punkter:

Lad være med at fokusere for meget på, hvad dit barn spiser. Sørg blot for at udbuddet af sunde fedt- og kaloriefattige ting er stort. At der er masser af frugt tilgængelig eks., og måltiderne generelt er sunde og fornuftigt sammensat. Lad være med at sløjfe alt det “rare”. Det er ok med dessert og slik en gang i mellem. Men undgå det i hverdagen. OG frem for alt, lad være med at tale med dit barn om slankekur, kalorier og vægttab. Det øger barnets følelse af at være “forkert” og kan i sidste ende være med til at undergrave det skrøbelige selvværd yderligere.

Rigtigt mange børn vokser sig ud af evt. buttethed. Hvis dit barn er meget overvægtigt, så prøv at bruge ovennævnte tips til at undgå, det tager mere på. Hvis dit barn nærmer sig teenage alderen og har meget brug for at tabe sig, så kontakt evt. en professionel diætist og gør det til et fælles projekt at leve sundt.

Sørg for at dit barn ikke “drikker” en masse overflødige kalorier i form af eks. juice eller sodavand hver dag. Drik vand for tørst og lad de andre ting være reserveret til særlige lejligheder.

Sørg for at mælkeprodukter er fedtfattige og begræns også indtaget af alt for meget mælk. Drik vand til måltiderne, igen så barnet ikke drikker sig til overflødige kalorier.

Undgå alt for regelmæssigt indtag af fast food produkter både ude og hjemme. De er fulde af “skjulte” kalorier og fedt.

Undgå alt for store portioner – et tip kan være at spise af mindre tallerkener.

Lad være med at fokusere på og/eller tvinge barnet til at “spise op”. Det er en mærkelig ting i vores kultur – at vi altid skal spise op, når de fleste af os egentlig ville have bedst af at lade være! MEN det er i hvert fald vigtigt at respektere, når barnet selv oplever at være mæt!

Hjælp dit barn til regelmæssig motion. Det kan være lege i haven med fodbold eller andre “havespil”, hyggelige familieture på gåben i skoven, cykelture i nærområdet, at fyre den af på dansegulvet i stuen med høj musik i højtalerne eller andet rart og hyggeligt for både børn og voksne.

Undgå at spise mens I ser TV.

Vær glade, smil og leg så meget som overhovedet muligt. Det forbrænder helt vildt mange kalorier at grine …. 🙂