Plus-Kids' Blog


Status på Plus-Kids

Jeg har ellers forsvoret at skulle skrive noget særligt om netshoppen her på bloggen. Det har fra starten været min tanke, at bloggen skulle være “fri” for al snak om shoppen.

Men der er kommet så mange spørgsmål fra kunder på det sidste, så jeg tænkte, jeg ville opklare nogen ting 🙂

Lige nu og her er det sådan med www.plus-kids.dk, at vi ikke længere kan få friske forsyninger af tøjet fra SMS. Det skyldes ganske enkelt, at producenten har besluttet at nedlægge mærket. De producerer også andet børnetøj, samt noget voksentøj – også kvindetøj i større størrelser – men de vil altså ikke længere lave SMS. Og det er jeg ked af. For jeg synes, de har haft mange gode ting på programmet, og der er en del kunder hos Plus-Kids, som er meget glade for SMS. Særligt deres jeans har mange trofaste fans! Men jeg kan desværre ikke gøre noget ved det 😦

Mht. X-Girlz og X-Boyz kører det videre efter et lille “hik” i foråret 2011 – og nye ejere i virksomheden. Og med nye ejere kommer der også nye boller på suppen – jeg ved, de har nogle planer om bl.a. at udvide sortimentet, så der er flere forskellige typer bukser bl.a. til pigerne, som jo igennem en periode har kørt meget på denimleggings og jeans. Men her i efteråret er der bl.a. nogle cargobukser inde, og der kommer vist meget mere hen ad vejen. Så det lyder meget lovende.

Hvad angår Lemmi har jeg besluttet at køre videre med deres jeans – men ellers nøjes med jeans og skitøj, når de har det. For deres bluser og toppe passer ofte ikke til danskernes tøjstil. Men det kan jo ændre sig – jeg følger med, og hvis der kommer noget spændende, skal det nok komme på hylderne også!!

Claire Plus og Claire New Facts Plus er jo også lækkert tøj, men det har ikke så meget ekstra livvidde, som jeg kunne tænke mig, og forholdsvis få af de faste Plus-Kids kunder kan bruge det. Jeg har tænkt mig at holde øjnene åbne og vælge med hård hånd, hvis vi igen skal have nyt fra dem.

Så dermed håber jeg at kunne berolige alle med, at der stadig kommer tøj på hylderne – også selvom SMS er ophørt 🙂

Bente Klarlund Petersen

For nylig var jeg til det mest fantastiske og interessante foredrag med hende. Jeg ved ikke, om I kender hende, men hun har bl.a. en brevkasse og en side i Politiken om lørdagen. Her skriver hun om sundhed, livsstil osv. Det er hende med KRAM – Kost – Rygning – Alkohol – Motion. Som hun beskriver som kernefaktorerne i et sundt – og langt – liv. Men noget af det, jeg bider mærke i hos hende er eks., at hun siger, at mange fejlagtigt mener, at motion/bevægelse nødvendigvis er noget med hård træning og løbesko. Men motion/bevægelse er altså også en rask gåtur i skoven. En tumletur i haven. En svømmetur i havet eller svømmehal. At danse vildt til høj musik i stuen. At lege “dåse” med de andre børn på vejen. Og masser af andet.

Hun taler også om begrebet “tilgængelig”, “synlighed” og “variation”. Det vil sige, at hvis maden er der, så spiser vi den. Hvis den er synlig og tilgængelig med andre ord. Og mht. variation er der lavet forsøg med eks. at byde M&M’s rundt med hhv. en farve eller alle farver repræsenteret i skålen. Hvis der er flere farver, tager vi en af hver farve (selvom de smager ens). Hvis der er en farve i skålen, nøjes vi med mindre! Men tilgængelighed, synlighed og variation gælder også den anden vej rundt – i forhold til at gøre den sunde mad synlig og let tilgængelig 🙂

Et begreb som “det ubevidste” er også centralt. Er vi bevidst om, hvad og hvornår vi spiser? Ryger der lige et bolsje ned i ny og næ? Et bolsje om dagen = 10 kg ekstra på 10 år, hvis vi altså ikke bevæger os mere – eller mindre end vi plejer. Tankevækkende, ikke sandt?

Særligt omkring det ubevidste kan jeg føle mig ramt. For jeg kender da udmærket den situation, at man simpelthen ikke FORSTÅR, hvorfor man ikke taber sig – eller hvorfor man har taget på. Men hvis man eks. over nogle dage forsøger at notere og være bevidst, om alt hvad man spiser, bliver det måske mere klart 😉

Jeg ved udmærket, at Bente Klarlund og hendes kollegaers forskning er meget mere end disse enkle ting, men for mig giver det mening at tænke, at motion er alt muligt – ikke kun hektiske løbeture i skoven – og at det handler om at holde den sunde mad let tilgængelig – og alt det usunde modsat! Og sidst, at vi skal forsøge at bevidstgøre os om, hvad vi spiser og drikker. Et glas saft om dagen, lyder ikke af meget, men kan ende med at gøre en afgørende forskel!


Tøj med print og nitter – og op på barikaderne…

Forårets mode til børnene er ligesom i de tidligere sæsoner overdrysset med print, nitter og “glimmersten” for pigernes vedkommende. Faktisk så meget, at jeg ind i mellem hører fra både forældre og børn, om de da ikke bare kan “få en helt ensfarvet t-shirt” 🙂 Og jo, det kan man godt – i hvert fald til pigerne er der masser af  – specielt – langærmede toppe, der netop er ensfarvede og beregnet til at sætte under de mange tunikaer og/eller kjoler uden ærmer. Som så til gengæld er fyldt med print og glittersten 😉

Drengene har det næsten vanskeligere. Når jeg kigger på shoppen her for foråret – ja og helt tilbage til vinteren – har jeg faktisk kun haft en eneste ensfarvet t-shirt HELT uden tryk eller noget som helst! Så hvis man nu er en dreng, der IKKE er vild med dødningehoveder eller andre tryk, så kan det godt være svært ….

Jeg beklager!

Jeg forsøger naturligvis så ofte som muligt at påvirke mine leverandører på alle tænkelige måder. Hvorfor laver I ikke nattøj? Hvorfor ikke undertøj? Hvad med regntøj? Hvad med “baggy” jeans, hvornår kommer de igen? Hvorfor er der ikke så mange blå jeans i denne sæson? Osv., osv., osv…. De er sikkert rigtigt godt trætte af mig ind i mellem! Men stort set gentager jeg kun de spørgsmål, jeg selv får – ja, og stiller spørgsmål ved de ting, jeg ikke selv forstår!

Jeg har ikke endnu fået nogen forklaring på, hvorfor så få tøjproducenter herhjemme interesserer sig for at lave deres kollektioner i en version med ekstra livvidde til børnene. Måske skyldes det, at vi børneforældre ikke er så gode til at “slå i bordet”??? Der er jo efterhånden et rigtigt flot og stort udbud af kvinde- og mandetøj i store størrelser. Men på børnesiden kniber det stadig gevaldigt. Og sikkert er det jo i hvert fald, at børnene selv ikke har hverken overskud eller styrke til at slå i nogen som helst borde! Jeg møder – desværre – så mange børn, hvor jeg kan se usikkerheden stå skrevet i øjnene. De er så vant til at blive mødt med kritik og mobning fra både børn og voksne, at de ofte slet ikke forstår, at her står en voksen, der ikke fordømmer dem, fordi de har brug for lidt ekstra livvidde!

Så hvordan skulle sådan et barn – uanset alder – finde styrken til at kræve ordentligt tøj?

Og som forælder forsøger man jo at kæmpe en kamp for sit barn, men – igen – når man mødes i butikkerne med hævede øjenbryn og et fordømmende blik, ja så opgiver man at efterspørge tøjet. OG så kan butikken jo roligt hævde, at de ikke har efterspørgsel efter tøj i store størrelser til børnene.

Så hvad gør man?

Jeg kan kun opfordre til at rette ryggen og gå ud i børnetøjsbutikkerne og slå i bordet! Der er kun en eneste vej, og det er at kræve, at de begynder at købe tøjet  hjem – med og uden nitter og print 😉 Og så vil jeg love, at når butikkerne begynder at efterspørge det, så skal producenterne nok komme i omdrejninger.

Det er en sej og hård kamp som forælder – men den er nødvendig, hvis vores børn skal have mulighed for at få det smarte tøj fra producenter som eks. X-Boyz og X-Girlz. Så SKAL vi simpelthen ud i tøjbutikkerne og bede om det. Og så må vi prøve at klare blikkene og bemærkningerne og alt det der…. Vi VED jo selv som forældre, hvordan vi behandler vores børn. Det er OS, der ved, hvordan kosten er hjemme hos os, OG hvor meget motion, vores barn dyrker. Jeg vil vædde på, at mange af vores børn både spiser sundere og bevæger sig mere end en gennemsnitlig klassekammerat!

Så ind i kampen og op på barrikaderne 🙂 Så vil jeg vædde på, at producenterne nok skal “komme ind i kampen”!


Konfirmationstøj

Sneak peak på X-Girlz efterår 2010

Tjah… så kan en stakkels blogger altså alligevel blive for hurtig på aftrækkeren (eller er det måske en del af selve blogfænomenet?)! Hvorom alting er, så har det vist sig, at jeg efter mit harmdirrende indlæg om konfirmationstøj/konfirmationskjoler – eller manglen på samme – har fundet indtil flere leverandører af konfirmationskjoler til de buttede piger.

Ganske vist er det ikke helt billige kjoler, men det er sådan nogen vist aldrig 🙂

Faktisk har jeg også lavet en aftale med eks. Marie D’ete Couture, så Plus-Kids kunder får fratrukket kr. 100 på prisen. Det er måske ikke så meget, men vel bedre end ingenting.

Og så er Plus-Kids gået på udkig efter egne kjoler til shoppen. Eller d.v.s. jeg vil købe dem hjem, hvis jeg har kunder, som efterspørger det.

Drengene er jo “home safe” med de smarte blazere og veste fra X-Boyz. Drenge har det bare lettere – hvad tøj angår i hvert fald…

Og lidt smugkig også på X-Boyz 2010

I dag har jeg så købt de første af efterårets varer hjem til Plus-Kids. Det virker fuldstændigt vanvittigt at skulle forholde sig til efteråret 2010, når man står sne til anklerne og bare håber på, det snart bliver forår. Men sådan er det i tøjbranchen – det gælder om at tænke langsigtet!

Og hvad sker der så til efteråret og vinteren 2010? Tjah, jeg ved endnu mere, når jeg har været et smut forbi Bellacenter og CIFF (Copenhagen International Fashion Fair) i slutningen af denne uge. Men allerede nu kan jeg godt se tendenserne.

Pigemoden efterår/vinter 2010
Pigerne kommer fortsat til at gå med leggings. I mange forskellige variationer. Men mest af alt i denim eller twill (twill er det der lidt kraftige bomuldsstof, som vel egentlig minder lidt om denimstof, men som bare ofte er i andre farver :-))! Over disse leggings vil pigerne så iføre sig et hav af kombinationer af kjoler, tunikaer, lange t-shirts, korte t-shirts, langærmede t-shirts under kortærmede t-shirts, toppe under kjoler, kjoler under boleroer, cardigans over toppe, osv., osv., osv. Der handler virkelig meget om at mikse og blande på kryds og tværs.

Farverne kører i de lilla/purple (som de siger i branchen) nuancer, men også i grønlige nuancer (petroleum hedder det på “fint”). Der kommer mange flotte kjoler med broderi, applikation og print, og så kommer der også t-shirts, der er meget direkte inspireret af de populære Ed Hardy t-shirts. D.v.s. t-shirts og toppe med et tattoo inspireret print. En masse glimmer, pailletter og den slags… De er flotte og meget iøjnefaldende.

Der kommer også denim i modebilledet. I hvert fald hen over vinteren. De gode gamle “cowboyjakker” bliver moderne igen. Så er det bare med at grave dem frem fra skabet!

Hos Plus-Kids bliver faconen på de mange tunikaer og kjoler løstsiddende, og der kommer noget decideret A-facon. Men også tunikaer, der “samles” forneden med kant eller rib. Og det kan rigtigt mange af pigerne hos Plus-Kids lide. For så virker det ikke så stort.

Drengene i efteråret 2010
Ja, nu skrev jeg lige før, at drengene har det nemt, hvad tøj angår. Og det passer da også stadigvæk. Men måske nogle af drengene godt kunne ønske sig lidt mere spræl?

Uanset hvad, bliver der rigtigt meget “skovmand” at se i modebilledet. Mange ternede skovmandsskjorter med korte og lange ærmer, og som oftest sat sammen med en kort- eller langærmet t-shirt, så skjorter står åben og i hvert fald er løsthængende. Det der med “skjorten ned i bukserne” er altså ikke hot!!

Også drengene kan nyde godt af Ed Hardy inspirerede t-shirts og toppe med frække print, men der kommer også nogle flotte grønne nuancer i sweatshirts, der kan give lidt ekstra spræl og kulør på tilværelsen.

Farverne hos drengene ligger i nogle sandfarvede rødlige nuancer og i grøn – faktisk ret friske grønligt turkise farver, synes jeg. Det bliver flot.

På jeanssiden fortsætter det med et stort udvalg i både sorte og blå denimjeans. Og så kommer der meget – og det fortsætter i et stykke tid – af det forvaskede, slidte og faktisk også hullede i modebilledet (det gælder egentlig både drenge og piger). Man kan så selv finde ud af, hvor langt man vil gå for at være med på moden. Man KAN jo nøjes med det forvaskede og slidte, og så lade andre om hullerne!!! Men jeg kan nu godt huske dengang, man klippede hul i helt nye jeans for at få det rigtige look 🙂

Længere frem
Vi kan nok også godt indstille os på, at der kommer velour igen. Og tjah – jeg synes egentlig ikke, det gør noget. Det er i hvert fald dejligt blødt og behageligt at have på. Jeg er jo gammel nok til at kunne huske, dengang det var virkelig hot at gå i velourtøj. Dengang skulle man så helst finde et gammelt gardin og så det om til eks. en jakke, og i Århus var der faktisk butikker, der specialiserede sig i netop det. Og så solgte tøjet i dyre domme til alle de vanvittige modefreaks!

Men eks. den klassiske velourbluse – som egentlig var en slags sweatshirt uden hætte – var nu meget lækker!

OG jeg havde da også både et par velourbukser og en velourjakke – hjemmesyet!!!

Det bliver nu sjovt at se, om det virkelig slår igennem. Det er jo ikke altid, at modefolkene får ret – og tøjet fra catwalken også kommer ud at gå på gader og stræder 🙂


Tips om tøj til buttede/overvægtige børn

Dette er nogle tips, jeg har samlet gennem tiden fra forskellige “kloge” hoveder. De gælder sikkert ikke for alle, men nogen af punkterne kan jeg nikke genkendende til.

Så pluk imellem ordene og find dem, der passer på dig og dit barn!

Husk at du altid kan bede om hjælp til at vælge tøj og tøjstørrelse ved at kontakte os via www.plus-kids.dk.

Lad ikke barnet gemme sig i kæmpestore t-shirts og store, løstsiddende bukser. Det ser hverken smart eller klædeligt ud. I stedet bør du vælge bukser, der følger benene uden at sidde for stramt, eventuelt med lidt ekstra vidde fra knæet og ned eller bootcut – d.v.s. med lige ben.

Lad barnet gå i en tøjstil og i farver, som det holder af, men hjælp dit barn med at vælge. Hvis din datter er buttet og rund, skal hun holde sig fra korte, stumpede toppe. I stedet kan I vælge en tanktop, der følger kroppen og sætte en åbentstående skjorte eller lille sweatshirt jakke til.

Mange buttede og kraftige børn ser ud til at være ældre end deres alder faktisk er. Og måske har I før valgt tøj, der var med til at gære det værre! Det er derfor endnu mere vigtigt at sørge for at barnet har en alderssvarende frisure og ikke bruger sko, tørklæder eller andet, der får det til at se ældre ud.

Ligesom bukserne ikke bør være alt for store og løse, gælder det også for andre toppe. Lad være med at købe det oversize. Find i stedet det rigtige tøjmærke, som barnet kan passe og – måske kræver det lidt tilvænning – men køb tøj, der sidder ordentligt. Det KAN lade sig gøre ved at købe blandt tøjmærkerne hos www.plus-kids.dk.

Tøjet fra SMS til drenge og piger, samt X-Girlz og X-Boyz passer mange store og kraftige børn, så de faktisk kan købe præcis med den rigtige benlængde. Er der brug for jeans med større livvidde, kan I vælge blandt bukserne fra Lemmi Fashion. Har du derimod en datter, der er bare en lille smule buttet eller rund, vil tøjet fra Claire Glozz sikkert falde i smag. Men det er altså kun til pigerne!

Masser af tilbehør der ikke er afhængig af størrelse såsom tørklæder, bælter, smykker, rygsække eller tasker kan være med til at få barnet til være en del af gruppen og ligne de andre i klassen. Sammen med smart tøj vil det hjælpe barnet til ikke at skille sig ud på alle områder. Så det er vigtigt at give lov til at være med på den slags ting.


Velkommen til Plus-Kids’ Blog!

www.plus-kids.dk

Velkommen til bloggen tilhørende www.plus-kids.dk 

Bemærk at dette første indlæg bliver hængende for at sige velkommen til alle! Så du skal scrolle ned for at læse de nye … kommer lige herefter 🙂

På denne side vil jeg løbende poste nyt om Plus-Kids, gode tips, idéer og råd om trends og mode målrettet dit buttede eller overvægtige barn.

www.plus-kids.dk er den største netbutik i Europa med tøj udelukkende til buttede og overvægtige børn. Hos Plus-Kids forhandler vi tøj fra SMS, X-Boyz, X-Girlz, Lemmi Fashion og Claire Glozz.

Vi har tøj i størrelser fra 128 cm til 176 cm og dækker dermed stort set børn i skolealderen fra 5/6 år og op til de sene teenageår.

Jeg glæder mig meget til at dele mine tanker med jer og håber på at mange af jer vil give mig feedback og slutte jer til debatten herinde!

Kærlig hilsen, Dorthe Klyvø (stifter og ejer af www.plus-kids.dk)